Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Georg Brandes
vil vende Digtningen ud mod Virkeligheden og Livet lige udenom,
vil detle kun sige, at Digterne i Steden for at dannes af Læsning,
digte paa Læsning og aande en bleg og blodløs Idealisme, skulde
digte ud af egen Erfaring og Oplevelse og gribe ned i det
aan-dende Menneskeliv. Begge Rækker Slagord fordrede det samme
altsaa: Liv og Blod, Virkelighedens Varme og Tidens Tanker,
personlig Interesse og personlig Vilje skal ledes ind i Litteraturen.
Og ligeledes: trods „Strømninger" og „Tidsaand", trods
demokratiske Dogmer og nyttemoralsk Fremskridtsteori var
„Hovedstrømningerne" — og virkede de som — én mægtig Forherligelse,
Forkyndelse af en revolutionær og aristokratisk Individualisme.
Naar vi lukker Øjnene, klinger den mægtige Symfoni os endnu i
Ørene. Først er der Rousseau og Werther, Oprøret mod det 18. Aarh.s
upersonlige Forstandskultur og selskabelig regelbundne Konvenients,
det er som en Lavastrøm, der bryder gennem en skrumpen Skal.
Saa eksploderer den franske Revolution; medens alle Former og
Traditioner opløses, frigør og isolerer den Enkelte sig, fordyber sig i sin egen
indre Uendelighed og vil i ubændig Attraa fylde hele Tilværelsen
med sit Selv: det er René. Hos Mdme Stael gør Kvinden,
Lidenskaben, Personligheden, Geniet Oprør mod „Samfundet" og
gennembryder de nationale Skranker i en fri, ren Menneskeligheds
Navn. Men saa følger det politiske og religiøse Tilbageslag af
Revolutionen. I den tyske Romantik flygter det revolutionære Gemyt
ind i Drøm og Mystik, — der er heri en Inderliggørelse af
Personligheden, men ogsaa en fejg Forløjethed og Karakterløshed —,
og efterhaanden som Goncordat og Wienerkongres sænkede aandelig
og social Trældom over Folkene, former Brandes’ Værk (2—3 Bind)
sig til en harmfuld og bittert spottende Pamflet; kun en J.
deMai-stres lidenskabelige Principfasthed og Aandsfornemhed aftvinger
ham Beundring. Men i „Naturalismen i England", hvor Strømmen
atter kæntrer, flammer Begejstringen op. Den artistiske Hedendom
i Keats, den frihedskære Oppositionslyrik hos Moore, den
altom-favnende Naturreligion, den sværmerske Menneskekærlighed, den
revolutionære Indbildningskraft i „den frigjorte Prometheus’s" Digter,
endelig den individuelle Lidenskabelighed, den vældige, hensynsløse
Personlighed i Byron ... alle unge Hjerter maatte banke, alle unge
Øjne gløde Brandes’ Veltalenhed i Møde, naar han her skildrede
„den højeste Selvstændighedsfølelse, som endnu i Poesiens Historie
var kommen til Udbrud." Her traadte ogsaa de store Enkelte frit
ud af Tidsatmosfære og Tankestrømninger, og deres Aandsværk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
