Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Parelius: Hun var hvid! Skitse fra St. Croix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun var hvid!
151
Da det kom igen, dette vaandefulde Kvindeskrig, tog mange
af Kvinderne sig til Hjertet eller greb efter den nærmest staaende
med et: oh godl
Man hørte en Mandsstemme fra Huset, derefter Kvindegraad,
hulkende, afbrudt af en klagende, opgivet Stemme, saa Skridt —
og Døren til Trappen gik op, og de to Betjente kom ud, mere
bærende end førende en ung Kvinde imellem sig.
De holdt om heqdes Overarme; begge Hænder havde hun
knuget fast for Ansigtet, medens de ledte hende ned ad Trappen.
Mængden stirrede med stive, hypnotiserede Øjne, ingen rørte
sig, kun lød der som et stort, mangestemmigt Gisp, — den unge
Pige tog Hænderne væk, saa op med et forskræmt Blik — mødte
Mængdens Øjne, vaklede og gled som livløs ned for Betjentenes
Fødder.
Et voldsomt Brøl, mere som fra Dyre- end Menneskestruber,
en bølgeformig Bevægelse i Mængden, brune, senefulde Næver, der
truede, Skrigen af Ophidselse, Skrigen af Smerte, for de bageste i
Rækkerne trængte hensynsløst paa for at komme frem! Betjentene
stillede sig med Ryggen mod Mængden, søgte at rejse den unge
Pige, og talte beroligende til hende.
En høj Kvindestemme lød igennem Støjen: løs hende, løs
hende! Hvad er det I gør?
En anden faldt ind: det skal være Retfærdighed! Oh Gud i
Himlen, kan du tillade en saadan Grusomhed?
Som i Kor lød det: kan I ikke se, at hun er uskyldig? Oh
det stakkels Barn — er hun ikke hvid og ren som et Lam! — oh
de grusomme Mennesker! — men Gud i Himlen er retfærdig, han
vil straffe dem og hjælpe den uskyldige!
Den unge Kvinde rejste sig, en svag Farve var vendt
tilbage i hendes Kinder, det var altsaa ikke hende, alle de Øjne saa’
saa hadefuldt paa.
Uvilkaarlig rettede hun paa sin Dragt, en tynd Muselins Kjole,
der hang uordentlig om hendes slanke halvt barnlige Skikkelse;
Betjentene havde igen grebet fat paa hende, men hun rev sig løs,
og slyngede Armene i Vejret med et Kast og raabte med tragisk
Patos: Ja, ja — hører det alle sammen — jeg har aldrig gjort
det! Jeg er uskyldig — uskyldig — uskyldig!
Nu fulgte hun Betjentene uden Modstand, der var Spænstighed
over Skikkelsen og Øjnene skinnede, medens Stemmen blev højere
og mere patetisk for hver Gang hun gentog sit „uskyldig, uskyldig!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
