Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Af en preussisk Statsministers Papirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180 Af en preussisk Statsministers Papirer
højtidelig opløst, bestod længer; endnu mindre kunde det under de
forhaandenværende truende Omstændigheder taale fjendtlige Tropper midt
imellem sine egne Landsdele. Til Forbindelse mellem disse — fra Gøln
til Berlin — havde det to Etappeveje tværs gennem Hessen. Man lod dem
altsaa militærisk besætte og erklærede ikke at ville tillade nogen videre
Fremrykning af Forbundseksekutionens Tropper. Radowitz overtog nu
endelig den ham tilkommende Post som Udenrigsminister. Rustninger
besvares med Rustninger, Krigsfaren rykker bestandig nærmere og er
saa meget større, som Czaren, oprørt over Embedsmands-Bevolutionen i
Hessen og over at Slesvig-Holsten endnu ikke er pacificeret, stiller sig
paa Østrigs Side, hvis ledende Statsmand, Fyrst Schwarzenberg, finder
Lejligheden fortræffelig til at udføre sit Program, „først at ydmyge og
derpaa at tilintetgøre Preussen", og derfor ingenlunde er til Sinds at
bygge Tilbagetogsbroer for det. I Bregenz skaalede Kejseren af Østrig
og Kongerne af Bayern og Wiirtemberg paa godt Kammeratskab over
for Fjenden. Frederik Wilhelm stod i Begreb med at drage det
preussiske Sværd — en Handling, der i og for sig ikke var ham kær — til
Fordel for en Revolution, som han afskyede, og til Forsvar for en
Unions-forfatning, der hverken kunde eller skulde bruges. Som et sidste
Forsøg paa en Forsoning rejste Brandenburg til Warscbau, hvor Czaren
opholdt sig, og hvor snart efter ogsaa den østrigske Kejser og Fyrst
Schwarzenberg indfandt sig. Han opnaaede lidet; Schwarzenberg var
urokkelig i Hovedpunktet, at det ikke var nok med at erklære
Unions-forfatningen for uigennemførlig, den maatte udtrykkelig ophæves.
Aldrig er der vel blevet afholdt et saadant Ministerraad som det
d. 2. November, efter Brandenburgs Hjemkomst. Kongen erklærede sig
straks for Mobilisering og bevæbnet Underhandling. Krigsministeren
erklærede kort, at Mobilisering umiddelbart førte til Krig og at Preussen
ikke var Modstanderne voksen, af hvilken Grund — samt paa Grund af
det indholdsløse i Striden — Brandenburg og Manteuffel raadede til
Eftergivenhed overfor Østrig. Udenrigsministeren Badowitz forlangte
naturligvis Mobiliseringen. Derpaa trak Ministrene sig tilbage, og snart efter
meddelte Brandenburg Resultatet. Majoriteten (Brandenburg) var imod
Mobiliseringen og for Tilbagevigen i Hessen; Minoriteten (Radowitz) for
Mobiliseringen: Kongen svarede, at „han saa’ sig tvungen til (!) at give
Majoriteten, som han ikke vilde afskedige, frie Hænder. Han ønskede,
at Majoritetens Medlemmer ikke i Fremtiden maatte blive nødt til at
angre den efter hans Overbevisning fordærvelige Beslutning, der i Dag
var taget."
Hvilken Forvirring! Kongen, der aldrig havde været parlamentarisk
sindet og havde en sand Overtro paa den direkte Inspiration fra „den
højeste Konge", der blev salvede Hoveder til Del, ser sig tvungen til at
give efter for Majoritetens fordærvelige Beslutning, men formaar (efter
Krigsministerens Udtryk) „næppe at undertrykke de Forbandelser, som
han gerne slyngede mod Ophavsmændene", og med grædende Taarer
afskediger han sin Hjertensven, takkende ham med bevægede Ord (der
straks finder Vej til Pressen) for hans Embedsførelse, i hvilken Radowitz
saa mesterlig og aandfuldt har udført hans (Kongens) Tanker, der var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
