Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Af en preussisk Statsministers Papirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
Af en preussisk Statsministers Papirer
hed, at Fyrst Schwarzenberg allerede det følgende Aar angrede at have
ladet sig afholde fra at slaa løs. Tragikomisk virker imidlertid Kongens
Opfattelse, naar han i et Brev søger at overbevise en Minister
(Laden-berg, Radowitz’ Ven) om, at man i Olmütz har vundet en stor
diplomatisk Sejr: Østrig bevilliger pludselig, som ved et Mirakel, alt det ønskede,
ja endnu mere: endogsaa „gensidig Demobilisering paa — mit Vink."
Manteuffel havde maattet gaa ind paa, at Preussen straks demobiliserede,
hvorpaa Østrig vilde følge — men saaledes, at det kunde indtræde halvt
væbnet i Dresdner Konferencen — hvor Tysklands fremtidige Orden
skulde skabes — medens Preussen kom værgeløs. Denne stærkeste af
alle Preussens Indrømmelser forvandlede sig i Kongens venlige Fantasi
til „Afrustning paa hans Vink".
Det mest veltalende Forsvar for Olmütz besørgede den syv og
trediveaarige Bismarck. Fuld af Kamplyst ilede han som Landeværnsmand til
Fanen; Vejen førte gennem Berlin, hvor Krigsministeren Stockhausen
overbeviste ham om, at det i Virkeligheden ikke var muligt for Preussen
at føre Krig med nogen fornuftig Udsigt, og bad ham om at blive og
anvende al sin Indflydelse i Kamret for at den krigsfnysende
Folkerepræsentation ikke skulde ødelægge, hvad Diplomaterne havde bragt i Orden;
han paatog sig selv at underrette Regimentet i Lausitz om Bismarcks
Udebliven. Saa blev Bismarck og holdt ved Adressedebatten d. 3.
December maaske den mest glimrende af alle sine Taler. Han skildrer,
hvad det var for en Krig, det drejede sig om: ikke en militær
Promenade gennem urolige Provinser men en Krig i største Maalestok med to
af de største Kontinentalmagter", medens en tredje rovbegærlig ruster ved
vore Grænser og meget vel véd, at i Kølnerdomen det Klenodie findes,
der var egnet til at gøre Ende paa Revolutionerne i Frankrig og befæste
Magthaverne dér, nemlig den franske Kejserkrone" ... Og hvad var der
i gunstigste Fald at vinde ved en saadan Krig? — „Ve den Statsmand,
der i disse Tider ikke ser sig om efter en Grund til Krigen, der ogsaa
bagefter holder Stik. Jeg er overtydet om, at De vil betragte de
Spørgsmaal, der nu beskæftiger os, anderledes efter et Aars Forløb, naar De
ser tilbage gjennem et langt Perspektiv af Valpladser og Brandtomter,
Elendighed og Jammer af 100,000 Lig og 100 Millioner Gæld. Hvis
De da har Mod til at træde hen for Bonden paa Brandtomten af hans
Gaard, til den sammenskudte Krøbling, til den barnløse Fader og sige:
I har lidt meget, men glæd jer med os — Unionsforfatningen er reddet
(Munterhed.). Glæd jer med os: Hassenpflug er ikke længer Minister, vor
Bayerhofer regerer i Hessen (Bravo fra Højre). Har I Mod til at sige
det til disse Folk, saa begynd denne Krig." —
Der gives i Historien faa Perioder af saa aandeløs Spænding, som
dette Berlinerefteraar 1850; og alt hvad der bidrager til en omfattende
Kundskab om Rovolutionsaaret, hvis Historie endnu ikke er skrevet og
endnu ikke kan skrives, kan regne paa den mest levende Interesse hos
enhver, der har Trang til at lære sin egen Tid at kende gennem den
forudgaaende, hvori den har alle sine Rødder. Det er nu om disse to
Tyngdepunkter, der ved Spørgsmaalet om den tyske Enhed staar i
uløselig Forbindelse med hinanden, at dette Værks første Bind drejer sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
