Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Vinterens Vers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinterens Vers
331
fjernt, som Baggrund. De giver Maalestokken for dets Størrelse,
gør Lidenheden mindre; thi det er ikke det Danmark, der er, han
tegner. Man kan sammenligne med Edvard Söderbergs
fortræffelige Sang.
I Danmark ligger der Hus ved Hus,
vel tusind smaa Huse paa Rad,
med røde Tage og Skorstensrøg,
der dufter af Middagsmad.
Her er Landet, trods „smaa" og „smaabitte" ikke blevet mindre.
Det er lille, men maaler stadig sine 720 □ Mil. Drachmann tegner
derimod Danmark som Eventyrland, stiliseret, lillebitte. Hans
Vers er et Udtryk for en Tilbedelse, der vælger de ømme,
overdrevent smaa Kæleord.
Det nordiske Forlag har i Aar ligefrem sat Anvendelsen af smukt
Bogudstyr i System, idet det i lækre Chagrinbind har paabegyndt en
Serie, der tænkes fortsat ad Aare. Af disse „Smaa Digtsamlinger"
interesserer kun Stuckenbergs ved at bringe helt ny Poesi.
Medens baade L. G. Nielsen og Drachmann indtager ved
Rytmen, selv naar • Indholdet ikke bedaarer ved sin Originalitet, er
Stuckenberg langtfra Formens Mester. Som Regel benytter han
en kort firelinies Strofe, og sjælden ejer Rytmen en saa stor Magt,
at den f. Eks., naar man læser Digtet, faar En til at -glemme
Skilletegnene. Dette betyder ikke, at hans Vers mangler Vellyd. De er
i Besiddelse af stille, fornem Ynde, men de forsøger aldrig ved
Hjælp af et Draperi at skjule en indre Brøst. Til Gengæld
ejer deres Skønhed en jævn, ligetil Sanddruhed, der virker fuldtud
overbevisende.
Bogen giver et nyt Billede af Forfatteren, for saa vidt som den
uddyber og former klassisk skønt, hvad der tidligere kun var
antydet eller sagt ufuldkomment. Man har det Indtryk efter
Læsningen, at denne Bog betegner et — i hvert Fald foreløbigt —
Højdepunkt i Forfatterens Udvikling, at den er Beretning om, hvad
skønt han ser fra denne Tinde, hvad vidt og fjernt han opdager.
Selv fra hans sidste, smukke Digtsamling „Flyvende Sommer" er
der en ikke ringe Udvikling til den Dybde og Ro, der udmærker
„Sne". Desto underligere er det at træffe en Række
naturbeskrivende Digte, der virker forældet som en forlængst aflagt Mode. Da
de indtager første Plads i Bogen, har man maaske Lov til at
antage, at de er Levninger fra tidligere Aar.
Endnu en Ting skæmmer den første Tredjedel af Bogen,
Vel tusind smaa Haver med Blomsterbed,
hvor Levkøjer og Asters gror —
Kirketaarne bag Bakkehæld,
og smaabitte Sejl over Fjord. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
