Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Brøchner og Molbech
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
Brøchner og Molbech 420
Vi er jo vel nok nu til Dags paa en Maade sandere, naturligere,
mindre tilgjorte end dengang, — og heri ligger der en skøn
Fremgang i Menneskelighed; der kan, og maa nødvendigvis, komme en
vis Delthed og tilsyneladende Modsigelse i det personlige Liv, naar
man i reflekterende Øjeblikke og med Pennen i Haand lever i et
aandeligt Niveau og efter et idealt Skema, som det daglige Livs
Praksis dog ikke kan holde sig oppe i. Det er ikke hele deres
Væsen, som Brøchner og Molbech vender frem, nøgent og
uforbeholdent i deres Breve, der mærkes især i den sidstes Breve hele
Tiden en vis konventionel Brevskriver- og ideal Venskabs-tone, som
uvilkaarlig anlægges og vedligeholdes; — man fornemmer i
Brevene mindre af det veritable Molbechske Temperament og lukkes
mindre ind i Brøchners inderste Tankeverden, end man havde
ønsket. Maaske var i Grunden ogsaa Forholdet fjernere og
tilfældigere imellem dem, end deres Brevstil giver det Udseende af. Men
den Idé om Venskab, der fra begges Side bærer Brevvekslingen
frem, er ren og skøn. Molbech trænger med sin noget umandige
Holdningsløshed altid til at have nogen at udøse sit Mismod for,
nogen at støtte sig til i sin Ubestemthed, en overlegen Mandighed
at se op til og forholde sig modtagende og hengivende overfor.
„Du er dog den eneste Mand," skriver han smukt til Vennen, „jeg
i mit Liv har sluttet mig til. Har jeg i vort Samliv faaet mere
end jeg har givet, saa regnes det jo ikke saa nøje mellem
Venner; en Skælm giver mer end han har. Men hvad jeg har, det
vil sige mit bedste og sandeste Indhold, min ublandede
Hengivenhed, min Deltagelse i Ve og Vel, det giver jeg nu som altid — og
dermed Basta." Brøchner omvendt, som fra ganske ung har staaet
paa egne Ben og inderst inde stedse forbliver henvist ene til sig
selv, møder med sin antikt filosofiske Venskabsidé og ser det som
en Art Menneskelighedspligt at knytte et saadant Forhold. „Endnu
er det ikke klart for min Tanke, hvad Venskab er," skriver han
som ung, „men jeg føler, at mit Forhold til Dem kan og maa have
dette Navn, og jeg glæder mig ved dette Følelsens Mysterium; jeg
glæder mig over Følelsens Erfaring, der maaske vil kunne lede
mig til Tankens Begriben af det Erfarede." Men fra begges Side
behandles Forholdet derfor med en egen respektfuld Omhu og
varsom Sky — som en fin og kostelig Ting, der maa holdes i Hævd,
og man skulde ikke have let for, i vor mere klumphændede og
ugenerte Tid, at finde saa megen hensynsfuld Finfølelse, saa megen
Takt og Delikatesse udvist i et Forhold, som dog ingenlunde er et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
