Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Brøchner og Molbech
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420 Brøchner og Molbech
421
udvendigt, jnen tværtimod en sand tortrolig Hengivenhed. Nu til
Dags anses jo oftest disse to Ting for uforenelige. Man læse i
Brevene, hvordan Molbech bygger Fremtidsfantasier for sin Ven, soler
sig i hans Lykke, naar hans eget Liv ligger i Skygge, men alligevel
aldrig søger at trænge sig mere ind i Vennens Fortrolighed end
denne selv vil, og kun taknemmelig tager imod, naar Brøchner
engang aabner sin Tankeverden for ham. Hvor taktfuldt og diskret
behandler de ikke ogsaa hinandens Hjerteanliggender; de kender
dem, men hentyder kun løst og forbeholdent til dem. Molbech har
aldrig villet udspørge Brøchner om hans Forhold til Romerinden,
men ventet, til han selv kom og betroede sig; fra da af lever han
trofast med i Vennens Forventninger og Planer og er fuld af Raad.
Eller hvor kønt — omend han smager lidt vel paa det — skriver ikke
Molbech som ældre, da de aabenbart er kommen noget bort fra
hinanden, fra Udlandet hjem til Vennen, som har mistet sin Hustru: „Jeg
vil hverken nu eller senere trænge mig ind i din ensomme Sorg; men
kommer der et Øjeblik, hvori du kan have Lyst til at tale med en
Ven, hvis Stemning imod dig er for dybt rodfæstet i en
indholdsrig Erindring, til nogen Sinde at forandres, saa kom! Ligger der
Maaneder eller Aar imellem, mig skal du finde uforandret og altid
i Hjertet glad ved dit Komme, glad ved den Tanke at kunne være
om end nok saa lidt for dig, der har været meget for mig."
Molbech viser sig fra den nobleste Side i disse Vennebreve,
og hele hans aandelige Fysiognomi tegner sig sjælfuldere og mere
sympatisk, end vi ellers kender det. Det skrantende og
misfornøjede viser sig her som en egen Epigonfølelse af bristende
aandelig Kraft. „Det er det store Spørgsmaal," skriver han „om ikke
de Haab, jeg undfanger, altid er saaledes beskafne, at de maa dø
i Fødselen, .. at jeg vel kan undfange, men ikke kan føde til
Verden, hvad enten dette nu kommer af en organisk Fejl i „Moderen"
eller deraf, at disse Haab efter deres Fader „Phantasus" bliver for
store, saa de ikke kan komme ud." Og efter Fuldendelsen af sin
Danteoversættelse skriver han: „Det er underligt, at jeg egentlig
hele mit Liv igennem skal leve af Erindringen. Nu har jeg gravet
denne gamle Billedstøtte op af vore italienske Erindringers
Jordbund, glattet og filet og pudset den, — nu staar den dér, og saa
skal jeg atter til Bunds i Erindringer, ja i Erindringens Erindring
i andet og tredje Led, hvis jeg skal skrive min Faders Levned. Og
imidlertid graaner vort Haar, du!, og vi bliver selv snart kun
Erindringer om os selv, Erindringer om to Venner, der i 1847 boede i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
