Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Brøchner og Molbech
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
420
Brøchner og Molbech 422
Via Fratina og laa paa Landet i Olevano". Det er paa disse
Stemninger, at Molbech i sine sidste Vers har digtet ægtest og
personligst, — Stemninger af „Faldende Blade", af „Husker du", af
„Hin tunge Forskel er der paa — mit og min Mesters Spil". Og
manglede Molbech end frisk, oprindelig Skaberkraft, var han
visselig Ætling af gammel, indlevet Kultur, en fin, æstetisk Begavelse,
med en Indviets Ærbødighed og Modtagelighed for al virkelig Aand.
Alene Forholdet til Brøchner er nok til at vise. hvilken Idealitet
der var i „Ambrosius" Forfatter og „Leonarda"s Censor.
Dog, Brøchners Navn er utvivlsomt det, der især vil drage
Læsere til Brevvekslingen. Som vore Gennembrudsmænds
filosofiske Lærer staar hans fornemt fremmede Skikkelse jo i Forvejen
med en egen Glorie om sig; den romantiseredes yderligere ved
Constanzaforholdet, som Brandes’ Essay drog frem for
Offentligheden (og iøvrigt — viser det sig — idealiserede temmelig stærkt);
nu kommer vi den ved de udgivne Breve — der kan suppleres ved
talrige uudgivne til andre Venner — først ret ind paa Livet.
Han viser sig som adskillig mindre abstrakt og tung end i
sine Skrifter, betydelig mere af et levende Virkelighedsmenneske.
Udgaaet af et velstaaende Købmandshjem er han fra ung af
ingenlunde uden Sans for Livets Realiteter. „Det gaar mig med
Forelskelse som med Forkølelse," skriver han f.Eks., „jeg er udsat for begge
Dele, men sveder begge ud igen;" paa sine Rejser er han ogsaa
lige saa lidt bange for at give sig i Lag med parisiske Grisetter som
med Italienerinder med Øjne som „mørke duggede Druer". Med
en Kunstners Glæde nyder han i Italien af Natur og Mennesker,
af Vin og Frugter. Der er et Stykke Poet i den tørre Professor,
naar han for sin Ven udmaler sit Hjem ved Søerne i fredelig,
snedækt Vinterstemning; ofte finder han ogsaa ypperlige Billeder for
sine Tanker. „Signora Marianna er — skriver han — et sandt
aandeligt Bløddyr, som det er lige saa vanskeligt at faa fast Hold
paa, som det er at fange en Brændevable med en Baadshage."
Et skarpt, muntert polemisk Vid glimter ofte frem i Brevene (som i
Smaaskrifterne mod R. Nielsen). I Anledning af de „Batterier",
som „Søren" har kørt op med i „Øjeblikket" skriver han: „Men
vore Sandhedsvidner er som Sebastopol; saa længe de ikke udhungres,
bryder de sig Pokker om Resten, de tier stille og fortsætter deres
Studier af L’Hombre og Kapiteltakst, vor Gejstligheds gamle og
og nye Testamente." Ogsaa en ivrig Politiker er Brøchner; i 1849—
50 skrev han saaledes Udlandet i „Fædrelandet", og han følger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
