Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. L. Holstein Ledreborg: Om Landstingets livsvarige Medlemmer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
Om Landstingets livsvarige Medlemmer
været beskyttet af den, uden at de dog samtidig blev udnævnte
paa Livstid. Ja man kunde maaske i den midlertidige Bestemmelse
se en Antydning af, at Grundloven af 1866 er gaaet ud fra, at dens
kongevalgte ikke kunde rammes af en Opløsning, da man i modsat
Fald kommer til det lidt urimelige Resultat, at de 12aarige
kongevalgte, der endnu var i Funktion, ikke mistede deres Sæde i Tinget,
medens de paa Livstid udnævnte faldt.
Men hvilken end Grunden har været til Forfatningens Tavshed
paa dette Punkt, saa skyldes den ikke nogen Forsømmelighed. De
tidligere Forfatningers Bud var Lovgiveren, der optog den 1ste
midlertidige Bestemmelse, præsent igennem denne, og naar han da
ikke destomindre udelod dette Bud af § 39, saa kan det kun være
sket med velberaadtHu. Og gaar vi nu ud fra, at Opløsning
er Mandattilintetgørelse, saa er det vanskeligt at forstaa, at
Lovgiveren paa denne Maade kan have anset de 12 udnævnte
Landstingsmænd for betryggede imod at falde for en Opløsning, da
han jo dog maatte være sig den Modsigelse bevidst, der er imellem
den ubetingede Opløsningsret, som Grundloven tillægger Kongen, og
den ubetingede Pligt til at udnævne paa Livstid som den paalægger
ham. Og maa man end indrømme Muligheden af, at en vis
„universel" Forstaaelse af Ordene „Opløsning" og „Udnævnelse paa
Livstid" kan have foresvævet Lovgiveren, saa er dette dog for
svagt et Grundlag til derpaa at bygge det Bevis, der skal til for
at omstøde den grundlovmæssige Præsumption for Kongens
ubetingede Opløsningsret. Uden et virkelig Bevis lader dette sig nemlig
ikke gøre, da i Henhold til Grundlovens § 111 Formodningen altid
i Tvivlstilfælde er for Kongens Myndighed. Der bliver da kun én
Maade tilbage at løse Modsigelsen paa — nemlig ved at forstaa
Ordene i § 39 om at Udnævnelserne sker paa Livstid i
Overensstemmelse med Slutningsordene i den samme Paragraf om, at Valgene
sker paa 8 Aar — det vil sige, at saavel Udnævnelser som Valg
taber deres Gyldighed ved en Opløsning.
Den, der har beskæftiget sig med Forhandlingerne i 1866 og
med de Udtalelser i Pressen og i Litteraturen, der staar i
Forbindelse hermed, vil dog snart været blevet opmærksom paa, at den
1 §11. Kongen har med de i denne Grundlov fastsatte Indskrænkninger
den højeste Myndighed over alle Rigets Anliggender og udøver den gennem
sine Ministre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
