Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rudolph Bergh: Fra Koncertsal og Opera
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Koncertsal og Opera
507
havner for den moderne Musiks Vedkommende efterhaanden er blevet
disse:
Jeg finder1 Brahms respektabel — bevares — men noget tør og
støvet og akademisk.
Jeg sværmer lidt for Wagner.
Men mine Guder er César Franck og Tschaikovsky; for dem
bygger jeg mine Kapeller.
Skulde dette mon være en musikalsk Efterdønning af den lykkelig
hedengangne Drøm om en fransk-russisk-dansk Alliance, i hvilken for
en Del Aar tilbage nogle af vore agtede Patrioter fordybede sig? Jeg
véd det ikke; men man kan ved Hjælp af hine Trosartikler lodde
Dybden af den rettroende Københavners Musiksans. Langt er der ikke
til Bunden. Det mangler endnu blot, at en angloman Musikjournalist
skulde komme og fortælle os, at Englænderne ikke blot er brave Folk,
men ogsaa gode Musikanter; det vil være en let Sag at faa Folk til at
tro det. Og dog — naar Talen er om Musik, hvor skulde vi prise os
lykkelige ved at være Germaner; thi hvad er al anden Musik i Forhold
til den tyske?
Det, der fremfor alt trænges til i vort Musikliv, er Opdragelse.
Opdragelse i det smaa og i det store. Opdragelse igennem Lærere og
igennem Lederne af vore Koncerter. Lærerne burde bl. a. fratage alle
Middelmaadigheder den Forestilling, at de egner sig til at optræde, i
Stedet for mange Gange just at stimulere dem dertil; de burde opdfage
saadanne til at nyde Musiken og ikke blot deres egne
Smaapræsta-tioner. Og vore Dirigenter burde give Publikum saa god musikalsk Føde
som muligt og aldrig give dem Stene for Brød.
Blandt de Mænd, som herhjemme har virket opdragende i det store,
fortjener siden Gades Død ingen at. fremhæves saa stærkt som Franz
Neruda. Han har just fuldendt sit første Tiaar som Dirigent i
Musikforeningen og har Grund til at se med Tilfredshed tilbage, saa meget
mere, som han i denne Egenskab har haft langt vanskeligere ydre
Forhold end dem, under hvilke han arbejdede som Kammermusiker.
Situationen var, da han tiltraadte, alt andet end lystelig. I det
første Aar efter Gade’s Død var ikke blot Ekspektancelisten forsvundet,
men Medlemstallet var blevet saa udtyndet, at mange betvivlede
Foreningens Levedygtighed. Dens økonomiske Stilling var allerede stærkt
rokket, og hvad værre var: nogle af Pressens Riddere havde sat sig det
Maal at gøre vort Musikliv „aktuelt", og det maatte da blive en af
deres vigtigste Opgaver at ødelægge vor ældste Koncertinstitution, hvis
den da ikke vilde lystre Aktualitetsparolen; at faa Skarer af vort
usigelig kritikløse Publikum til at følge med og finde Musikforeningen kedelig
og gammeldags, var ikke nogen svær Opgave. Neruda maatte balancere.
Han maatte tage Hensyn til højre .og venstre: dels til de
stokkonservative, som kun vilde høre det, de kendte i Forvejen, dels til de „radikale",
som kun vilde høre nyt. Han holdt Ligevægten med Behændighed;
men Programmerne fra hine første Aar viser paa Grund af den kritiske
Stilling en vis Usikkerhed og en ringere Tilbøjelighed til at tage
fat paa store Opgaver: ikke sjældent opførtes paa én og samme Aften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
