Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rudolph Bergh: Fra Koncertsal og Opera
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
508
Fra Koncertsal og Opera 508
4—5 mindre Arbejder. I de senere Aar, efterhaanden som Foreningen
atter voksede sig stærk, forsvandt Neruda’s Usikkerhed over for Publikum.
Ikke at han har proklameret sig enten som Konservativ eller som
„Radikal" — lykkeligvis; hans Programmer viser stadig en skønsom
Blanding af gammelt og nyt, — men han har samlet sig om færre
og større Opgaver.
Og ikke blot i denne Henseende har der været Fremskridt i det
forløbne Tiaar. Neruda var bestandig en fortrinlig Orkesterdirigent, men
han er blevet bedre og bedre. Den Tilbøjelighed til noget forcerede
Tempi, han tidligere nu og da kunde vise, er ganske forsvundet. Og
Koret, som i en Aarrække var Musikforeningens svage Side, har i Løbet
af det sidste Par Aar gjort store Fremskridt; hvad Klangen angaar,
staar det nu omtrent paa Højde med Cæciliatforeningens store Kor.
I Neruda’s Programmer — særlig fra de senere Aar — er i en
højere Grad end sædvanlig alt paa sin rette Plads. Ikke blot hvad
angaar Fordelingen af gammelt og nyt, men ogsaa hvad angaar Forholdet
mellem de moderne Komponister indbyrdes. Overser man Rækken af
Musikforeningens Programmer fra det sidste Tiaar, saa imponeres man
af den Mængde ny Musik, der er kommet frem. Intet af de berømte
Navne savnes, men i Tal af Opførelser rager langt op over alle de
andre Joh. Brahms. Jeg betragter dette som en særlig Fortjeneste af
Neruda, at han ikke har ænset Publikums og Pressens noget kølige
Hol3ning over for denne Komponist og ikke har givet efter for de ganske
taabelige og kunstige Bestræbelser for at hævde César Franck eller
Bruckner eller Tschaikovsky som Brahms’ Ligemænd eller vel endog
Overmænd. For en Dirigent er en af de væsentligste Egenskaber den
rette kritiske Vurdering af Komponisterne, og hans Evner i den Retning
kommer til Orde i hans Programmer. Det er blevet sagt til Gade’s
Ros, at han i sin Tid tilførte os en Mængde nyt, men fremfor alt den
senere Beethoven. Og det kan siges til Neruda’s Lov, at han har
tilført os en Mængde nyt, men fremfor alt Brahms. I vort
kammermusik-dyrkende Publikum er denne for længst anerkendt som den uden al
Sammenligning største af de moderne, og det vil næppe endnu vare
mange Aar, før han er vurderet paa samme Maade som Symfoniker og
Korkomponist. Et Varsel om, at man er paa den rette Vej, kunde det
være, at hans D-dur Symfoni ved Opførelsen i denne Vinter paaskønnedes
langt mere end for 6 Aar siden; at Tschaikovsky’s F-mol Symfoni —
et til Dels klangskønt Værk, men saa langt mindre fuldendt og mindre
dybt følt end hint — fik et endnu langt mægtigere Bifald, behøver man
ikke at tage sig nær. Nogen Tid maa der næsten altid hengaa, inden
det store og det mellemstore er naaet hen til de rigtige Pladser.
Foruden de nævnte tvende Symfonier fik Beethoven’s Ouverture zur
Weihe des Hauses og Gade’s Korsfarerne en solid og smuk Udførelse.
Helt nyt for os var Wilh. Berger’s Korstykke „Gesang der Geister
über den Wassern", et smukt og talentfuldt Arbejde, om end ikke helt
paa Højde med det Goethe’ske Digt og heller ikke ganske gengivehde
Digtets Karakter. Digtet er olympisk: det er Aanderne, som svæver over
Vandene og for et Øjeblik viser Menneskene og deres Skæbner den Op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
