Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Madsen: Julius Langes Breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julius Langes Brere
77
Efterfølgende Billet fra ham i Anledning af en skandaløs
Udnævnelse i Okt. 1892 fortjener vistnok at trykkes. „Kære Ven!
Saafremt Du — hvad jeg selvfølgelig ikke blander mig i —
offentlig tager til Orde om Adv. Klubiens Udnævnelse til Direktør for
Malerisamlingen, saa vis mig den personlige Tjeneste ikke at
meddele Noget om, at jeg havde meldt mig som Kandidat til Embedet
ved et Privatbrev til Ministeren. Det vilde være mig meget imod
at spille den Forurettedes Rolle. Forresten ere vi vistnok enige
med Hensyn til Bedømmelsen af Faktum, ganske uden Hensyn til
mig selv. Glem ikke Tirsdag Aften ved 8-Tiden! Din hengivne
Jul. Lange." Kort efter modtog Lange en Middagsindbydelse fra
Klubien. „Han slaar Paraplyen op!" sagde Lange. Men han gik
til Middagen.
Kunde hin førnævnte bløde Mildhed inderst inde i Langes
Natur medføre nogen Veghed i hans Optræden, saa hørte den jo
alligevel til hans allerbedste Egenskaber. Han var ilsindet, ikke
stærk til at taale Modsigelser, let opblussende, men han fortrød
hurtigt sin Heftighed og strakte gerne Haanden ud til Forsoning.
rJeg frygter for", siger han i et Brev, „at alle de Venner, som jeg
holder mest af, bære Skrammer af min mindre behagelige Nærhed".
Maadeholdet var hos ham i Virkeligheden ikke Klogskab, men
Visdom. Han havde ladet sig belære af Grækerne, af selve Pallas
Athene, „som var en meget intelligent Dame, uagtet hun ikke
gjorde Toilette efter Nutidens Mode", og nøje mærket sig hendes
Ord til den snilde Odysseus, at Guderne ikke taaler Overmod og
Hoffærdighed, men elsker det ydmyge Sind. Skemten i Langes
Breve har ofte ham selv til Genstand. Han spøger endog med
sine Ulykker, med sin Døvhed og med den Sygdom, der bragte
ham Døden. Han spøger jævnligt med sin egen Dygtighed som
Foredragsholder og som Forfatter. Han vidste naturligvis nok,
hvad han selv var værd, men han var dog saa virkelig vis, at han
i Sandhed var beskeden. En Dag citerede han triumferende en
Artikel, i hvilken Professor Dietrichson havde skrevet: „Der synes
virkelig her at være et Hul i Professor Langes Viden." „Er det
ikke godt! Et Hul! Synes at være!! Tænk, jeg har altid gaaet
og bildt mig ind, at min Viden var lutter Huller!"
„Elskværdighed" er et altfor graat og grimt Ord til ret at
betegne en fremherskende Egenskab ved disse Breves Form og
Indhold. Brevene vil vise enhver, der ikke har vidst det før, at
Julius Lange foruden at være et af de lyseste Hoveder i vort Land
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
