Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
Valdemar Rørdam
Uoverensstemmelse i Livsanskuelse, kunne der komme nye og
mærkelige Farvebrydninger, stærke og farlige Konflikter, hvorunder
Mennesker voksede, opdagedes eller opdagede sig selv, vandt eller
tabte, vaktes til Liv eller knustes til Død. Vi ser af dette kun
Døden uden at have mærket synderlig til Livet. Blege og fjerne
staar disse to Skikkelser. Vi kender dem ikke, da Katastrofen kommer,
og derfor er den os uforstaaelig som et Slagsmaal paa Gaden.
Navnlig for hans Vedkommende kan man bestemt pege paa, hvor
Fejlen ligger. Vi faar om hans Religion, som skal fylde hans Væsen
helt, intet andet at vide, end at han har den. Man bliver meget
forbløffet, da man temmelig længe efler, at han er præsenteret,
pludselig faar at vide, at han før han lægger sig til at sove læser
sit Fadervor — det har man ikke mærket paa ham. Nu ved jeg
nok, at det er høfligt at antage om Folk, at de har den Religion,
de staar noteret for i Mandtalslisten, men mod Boghelte er man
ikke høflig, aller mindst mod een, der tager Livet af sin lille
Kæreste med sine Omvendelsesforsøg. Hos ham maa Troen være
svulmende Liv for at sligt skal forklares. I modsat Fald tager han
sig kun ud som en dum Tølper — og det var ikke Meningen.
Vi skulde se hvorledes to Former for Liv ikke samtidig kunde
forliges. Men dette Fejlgreb hænger sammen med at Rørdam
overhovedet ikke i nævneværdig Grad har skikkelsesdannende Evne.
Han formaar at tænke sig, hvorledes Skikkelsen skulde være, men
kan ikke udfylde Rammerne. IBjovulv kommer det som en
Overraskelse for En, naar Helten, efter at han er blevet dødeligt saaret
i Kampen med Dragen, udaander med de Ord, der kaster Lys
over Hensigten med Bogen: „Del Skatten! Folket er rigt!1’ Man
forstaar nu det symbolske i, at han har maattet give Afkald paa
den Elskede for stadig at kunne sejre, men man er undskyldt i,
ikke at have opfattet ham som Symbol for noget som helst; thi
han savner dertil den første Betingelse: at være levende. Han slaas
og rider, er drabelig tapper og trofast som en Kæmpe er, men han
kunde for saa vidt ligesaa godt hedde noget andet. Der er ingen
individuelle Forestillinger knyttet til hans Navn.
Det er ikke den heldigste Fortid for en Forfatter, der giver
sig i Lag med at forme et Epos, som tænkes i dybeste Forstand
at skulle rumme levende Menneskeskikkelser, saa fyldte med Liv
at de føles typiske: „To Mennesker". I Gudrun Dyre har
Forfatteren da ogsaa paany grebet om et værdifuldt Stof, men uden
ret at kunne forme det. Han har for saa vidt følt med Tiden*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
