Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Knud Sjællandsfar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
Bøger
han kan drage Tro, Haab og Kærlighed ud af det virkelige Liv,
uden Aabenbaring eller overnaturlige Drømme.
Han svarer ved at vise, hvorledes han selv er bleven kvæget
og styrket af Dagens og Aarets Tider, ved at søge til Naturen og
Hjemmet og Menneskenes Samfund. Naar han om Morgenen
hilser den nye Sol, mærker sig styrket paa Sjæl og Legeme og
hører Byens Liv vaagne rundt om sig, fylder selve disse daglige
Foreteelser ham med Andagt og Lovsang, han overtager atter sig
selv, forpligter sig til Livet og møder frem til sin Arbejdsplads
sammen med alle andre til fælles Ansvar. — Aftenen kan give
ham Fred og Lykkefølelse, men den virker dybere, naar den
vækker Uendeligheds- og Ensomhedsfølelsen. Den første af disse er
ham lidt fremmed; han forstaar den bedst i den historiske Følelse
for den svundne Tid: Havet giver ham den, men over for
Stjernerne er han „lidt dum". Ensomheden tager ham stærkere, den
gør ham ensom over for sig selv og kalder ham til Regnskab:
Er du den, du skal være? Har du naaet, hvad du burde? Den
giver ham en fredløs Følelse af Misforhold mellem Evne og Higen,
ægger til Udvikling, holder Samvittigheden levende.
Den grønne Vaar fylder ham med frisk Haab. Sindet gøres
bevægeligt ved Spadsereture i Vind og Sol, i Foraarsbløder og
Sommerregn, de er „som en Daab af en stor og mægtig Haand",
og Tankerne myldrer frem, „som Jordbær man finder i en Skov".
Eller han ruller ud paa sin Cykel, slaar sig løs og søger bort fra
Alfarvej, hengiver sig til Naturen og kryber ind til dens
Moderbryst. Med sin lidt svage Sans for Uendeligheden, dyrker han helst
Naturen i det smaa og gør sig Udsnit af den, hvor han lever sig
sammen med Planter og Dyr. I den broderlige Samfølelse med
alt levende finder han den egentlige Foraarsfølelse. — Sommeren
bringer den hvilende vegetative Lykkefornemmelse og
Modnings-følelsen, der paa den ene Side fylder med kunstnerisk Selvfølelse
over for Livet, men paa den anden Side forpligter En til at
helliggøre sig, at vie sig til Livet og stræbe efter at fuldkommengøre
sig. — Om Vaar og Sommer er det Naturen, der faar Følelsernes
Kildevæld til at springe og vider dem ud. Efteraaret samler dem
om Menneskene, gør dem inderligere og blødere. Hjemmet drager
stærkt, Moderlighedsfølelsen bliver levende, man faar
Menneskesans, Gemyt, Deltagelse for Folk, som ellers var En ligegyldige. —
Naar Forf. taler om Aarets Tider, tænker han ofte paa Livets.
Hans Betragtninger over Vinteren gælder helt Alderdommen. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
