Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Knud Sjællandsfar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bøger
171
kender han af enkelte Forudfølelser og i sine Minder, men maa
ellers gætte sig til den. Han mener da, at naar man tager Livet
som en hel Dag og sørger for at faa noget retskaffent ud af det,
kan man nok have noget grønt at se paa, naar man bliver
gammel, saa man ikke fryser saa meget. Han har en sikker Tro paa
Livet, søger at betro sig til det. „Mens jeg lever, er jeg Livets,
og naar jeg falder, falder jeg i Livets Skød, og det bærer. Det
er Troen derpaa, der mangler, man tror ikke paa, at der virkelig
er en Trøst mod Døden, nemlig Livet. Man gør ikke Alvor af
det Ord, at man skal være tro imod Livet. Man grunder ikke sin
Følelse for Livet saa dybt, at den taaler Savn og Død. Naar to
Mennesker, der rigtig har levet sig sammen, skilles ad ved Døden,
gælder det at forstaa, at den ene lever i den anden". Forf.
redder sig saaledes endog en Erstatning for Udødelighedstroen.
Man har særdeles Glæde af at følge Forf.s Skriftemaal og se,
som han derigennem tegner sig selv. Man mærker, hvor rolig
og sammenhængende hans Udvikling er. Om ham gælder: the
child is father o† the man, og hans Dage er knyttede til hinanden
ved naturlig Pietet. Han er derfor heller ikke naaet til
Udviklingslæren fra Kristendommen ved et Brud med denne, men
gennem en stille og jævn Vækst, og han har holdt fast ved meget af
Kristendommen, omformet og tilpasset. Kristus er for ham ikke
mere Vorherres Søn, men stadig Verdens Frelser, og han hylder
den kristne Menneskekærlighed og Moderlighed. Den faste
Sammenhæng i Forf.s Udvikling bunder i hans stærke og tilforladelige
Karakter, der er sikker, men ikke selvsikker, varsom og uvillig til
at spænde for vidt, støt plantet paa Jorden. Hans solide Bredde
præger hans vægtige og rørige Sprog og ytrer sig i den
Aabenhed, hvormed han lægger sit Væsen blot, og i den trygge Ro,
hvormed han dvæler ved sine Emner, uden at kigge efter, om
Læserne bliver utaalmodige. Det gør Bogen svært hyggelig. Og
bag hans sindige Sikkerhed rører der sig en naiv Fantasi, et
muntert Lune og en blød og nænsom Følelse. Han iagttager Naturen
og Menneskene lige saa indtrængende som han studerer sine Bøger
og kan skabe værdifuld Stemning af ganske smaabitte dagligdags
Hændelser, som naar en atensk Droskekusk giver sig til at pille
ved Hovedtøjet paa sin Hest. eller en parisisk Lygtetænder giver
ham Ild til Cigaren. Der er noget saa nydeligt som den lille
treaars Pige, som spørger Vadskerkonen, — „en stor grov Skrubbe,
der tilmed var højt frugtsommelig": „Hvad er dit Kælenavn?"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
