Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Bang: Tienden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
Tienden
er særlig Byggen, der er lagt til Grund for Beregningen. Staten
har ved Skattepaalæg jævnstillet Tiendenydelsen med Besiddelsen
af faste Ejendomme; der hviler paa Tiendeejerne en Landskat,
som aarlig indbringer omtrent Vi Mill. Kr.
Endnu [for en Menneskealder siden var den nu fremherskende
Erlæggelsesmaade, efter Kapitelstakst, rationel og hensigtsmæssig.
Saa længe det danske Landbrug overvejende var anlagt paa
Produktion af Korn til Afsætning, var Kornprisen en naturlig
Maalestok for Tiendens Beregning. Tiendebyrden steg eller faldt i samme
Grad som Kornpriserne, det vil sige i samme Grad som Bondens
Hovedindtægter steg eller faldt. Men efterhaanden som
Produktionen af Korn til Salg er traadt i Baggrunden, er denne Maalestok
blevet irrationel. Stigende Priser paa Korn, og ikke mindst paa
Byg, betyder i Almindelighed — og særlig for de mindre,
tiendepligtige Landbrugere — forøgede Udgifter til Foderstoffer, men
samtidig en forøget Tiendebyrde; synkende Kornpriser betyder
lavere Driftsudgifter, men samtidig ringere Tiendebyrde. Forholdet
er urimeligt og unaturligt, og ikke blot fra Tiendeydernes Side set,
men ogsaa fra Tiendetagernes, idet her — i det store Landbrug
— Kornsalget endnu indtager en større Plads, saa Forholdet bliver
ganske det omvendte; højere Salgsindtægter ledsages af højere
Tiendeindtægter, lavere Salgsindtægter af lavere Tiendeindtægter.
For saa vidt er Paastanden om Tienden som en uretfærdig
Afgift, der rammer ubillig og vilkaarlig, fuldstændig rigtig og
Bestræbelsen for at faa den glidende Ydelse afløst enten mod en fast
aarlig Pengesum eller mod en Udbetaling én Gang for alle,
berettiget og tidssvarende. At en saadan Afløsning vanskelig kan tænkes
almindelig gennemført uden Statens Mellemkomst, er en Selvfølge,
og det er med god Grund, at der stilles Krav i saa Henseende.
Men herfra og til de Krav, der nu stilles til Statskassen, er der
et saare vidt Spring.
Det er da heller ikke med det økonomiske
Hensigtsmæssigheds-hensyn, at Fordringen om Tiendeafløsning motiveres, men med
Følelsen af den begaaede sociale Uret. Bonden føler sig som en
Mindremand i Forholdet til Godsejeren, der baade selv er tiendefri
og tilmed ofte nyder den Tiende, Bønderne maa yde. Stærkest er
denne Følelse trængt frem, efterhaanden som Fæstesystemet er
gaaet tilbage og Bønderne er blevet Selvejere. Det er en Følelse
af rent instinktmæssig Karakter, der dukker op, da Bondestanden
vaagner til politisk Bevidsthed, og vokser med dens stigende Ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
