Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Bang: Tienden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tienden
233
øget Skattebyrde paa andre Punkter, er der al Grund til at tro,
at den haabede Vinding forvandler sig til Tab, ikke blot for
Samfundet som Helhed, men endog for selve Bondestanden.
Baade historisk og økonomisk set vilde da den mest
retfærdige og rationelle Form for en Udligning af Forskellen være den
— ikke at hæve Tiendepligten for de nu tiendepligtige Jorder, men
at udstrække den til de nu tiendefri, idet man samtidig drog
Ny-delsesretten til de Tiender, der nu er i privat Besiddelse, over til
det offentlige. Staten vilde herved kunne skaffe sig et saare
værdifuldt Aktiv, en Prioritet, hvis Renter vilde sætte den i Stand til i
høj Grad at udvide sine sociale og kulturelle Funktioner. For
Bondestanden vilde derved opnaas, at al Ulighed, alle Minder om
Fortidens virkelige eller indbildte Uret, forsvandt; for Godsejerne
vilde det være et Tab én Gang for alle, for hvilket der kunde ydes
dem delvis Erstatning.
Om den juridiske Berettigelse til disse Skridt kan der vanskelig
tvivles. Vel vilde Ophævelsen af Tiendefriheden være et Brud paa
gamle Lovbestemmelser, men for al Lovgivning gælder den Regel,
at ved Lov kan Lov omstødes. Og Tiendefriheden er jo selv kun
vundet ved Brud paa ældre Love. Der vilde her blive Tale om
et Skattepaalæg til det offentlige Bedste, et Skattepaalæg, der ikke
ramte mere uretfærdig end enhver anden ny Skat. Og tilmed kan
de to Tillægsbestemmelser i Danske Lov, den, at de tiendefri
Sæde-gaardsejere skal give Præsterne frivillige Gaver, og navnlig den, at
de skal indestaa for deres Fæstebønders Tiendeydelse, i Følge med
Tidens almindelige Udvikling antages for at være praktisk
bortfaldne, og det er da en Konsekvens, at ogsaa den Tiendefrihed,
der var betinget heraf, bør falde bort. Et Folketingsudvalgs
Flertal har da ogsaa i Samlingen 1872—73 paa given Foranledning
udtalt, „at den ved D. L. 2—23—11 givne Tiendefrihed retfærdig
bør kunne ved Lov paabydes at ophøre uden andet Vederlag end
Ophævelsen af de særlige Forpligtelser, som Lovstedet til Gengæld
paalægger den vedkommende". En Parallel til en saadan
Fremgangsmaade har man i Loven af 1850, der udjævnede Forskellen
mellem det privilegerede og det uprivilegerede Hartkorns
Skattebyrde; der udbetaltes her Erstatning for den paabudte Forhøjelse
af Skatterne for det privilegerede Hartkorn, men en Erstatning, der
gennemgaaende langtfra stod i Forhold til den virkelige Forøgelse i
Byrderne. Ejerne af ukomplette Sædegaarde fik et Beløb, der
svarede til 20 Gange den nye Skat, Ejerne af komplette Sædegaarde
Tilskueren 1008 16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
