Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Bang: Tienden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tienden
235
bragtes i Landstinget. Det gik ud paa en samtidig Afløsning over
hele Landet, saaledes at Tienden — med Fradrag af de paa den
hvilende Skatter — kapitaliseredes ved Multiplikation med 25;
denne Afløsningssum skulde saa udbetales Tiendeejerne i 31/* og
4 Procents rentebærende Obligationer, der forrentedes og
amortiseredes af Tiendeyderne ved aarlig Indbetaling af 41/* og 5
Procent. Højst ejendommeligt er det nu, med de sidste Aars
Afløs-ningsforslag i Erindring, at læse den Betænkning, hvori det nedsatte
Udvalgs Flertal fraraadede Forslagets Vedtagelse; der henvistes
her til de Ofre, Staten maatte bringe ved forøgede
Administrationsomkostninger og ved at give Afkald paa Tiendeskatten —
forsvindende Ofre imod dem, der nu kræves.
En Snes Aar senere, i Rigsdagssamlingerne 1871—72 og 1872
—73 — altsaa samtidig med det nysnævnte Geert Wintherske
Forslag — kom et nyt Forslag frem i Folketinget, med Bestemmelse
om tvungen Afløsning, saafremt enten Tiendeejeren eller Tiendeyderen
krævede det, og Kapitalisering til fuld Erstatning, udbetalt i
Statsobligationer, der sikrede Tiendeejeren en Renté af samme Størrelse,
som Tienden hidtil havde beløbet sig til. Ogsaa her var det Princip
lagt til Grund, at det blev Tiendeyderne, som i alt væsentligt skulde
bære Omkostningerne ved Afløsningen, medens Staten nærmest kun
traadte til som Mellemmand.
Saa gik der igen en Snes Aar, inden Tanken dukkede op
paa ny, men denne Gang med en ganske anden Styrke. Den havde
nu bag sig to stærke og skolede Bondepartier, der kæmpede om
det politiske Førerskab i Landet og vidste deres Vælgeres
økonomiske Interesser i høj Grad tiltalte ved Udsigten til en for dem
gunstig Afløsning af den gamle ildesete Afgift.
I Rigsdagssamlingen 1893—94 behandledes to forskellige
Forslag, det ene stillet af Christensen-Stadil, det andet stillet fra
moderat Side. Det første var baseret paa tvungen Afløsning og rejste
ret store Krav til Statskassen, men lod dog Tiendeyderne bære den
væsentlige Byrde og holdt sig endnu paa det tidligere
Venstrestandpunkt, med kun delvis Erstatning til Tiendeejerne;
Afløsnings-summen regnedes til 20 Gange Tiendens Beløb, udbetalt i
Statsobligationer til Kurs, og da den daværende Kurs var betydelig under
Pari, vilde det i Virkeligheden kun svare til en Erstatning af
omtrent det 19-dobbelte. Tiendeyderne skulde 25 Aar igennem svare
den daværende Afgift, hvorefter Ydelsen skulde bortfalde. Det
moderate Forslag, som blev til Lov, var baseret paa frivillig Over-
16*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
