Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Bang: Tienden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
Tienden
enskomst mellem Tiendeyder og Tiendeejer; naar en saadan er
truffet, skal Staten træde til og ikke blot betale Omkostningerne,
men tillige renoncere paa Skatten af vedkommende Tiende og give
Tiendeyderne Laan til Afløsningen, mod en aarlig Ydelse af 4
Procent, hvoraf 31/* Procent af det til enhver Tid skyldige Beløb
regnes som Rente, Resten som Amortisation. De Fordele, Staten
herved byder saavel Tiendeyderen som Tiendeejeren, er i
Virkeligheden ikke smaa. Dog er Loven blevet lidet benyttet. Grunden
er tildels den, at Rentefoden i de nærmest følgende Aar var saa
overordentlig lav, som den var; Tienden vilde følgelig fordres
kapitaliseret til et meget højt Beløb, hvad der ganske naturlig gjorde
mindelige Overenskomster vanskelige; navnlig er Grunden dog den,
at Bønderne har foretrukket at vente paa de langt større Fordele,
der stilledes dem i Udsigt.
Thi man var imidlertid begyndt at byde over. I det
Folketingsudvalg, der var nedsat til Tiendelovens Drøftelse, havde et
Mindretal, blandt hvis Medlemmer Alberti var, afgivet en
Betænkning, hvori det kommende Lovforslag skitseredes. Og i de følgende
Aars Agitation stilledes dette Perspektiv stærkt i Forgrunden.
Kritikken af den vedtagne Lovs Utilstrækkelighed var et af de Vaaben,
der fældede de Moderate. Og det var da rimeligt, at man rundt
i Landet biede paa de gunstigere Vilkaar, der lovedes.
I Samlingen 1898—99 indbragte Alberti første Gang sit
Tiendeforslag; det naaede ikke til Behandling, men blev indbragt paa ny
i næste Samling og vedtoges uden Udvalg i Folketinget, men naaede
ikke igennem Landstinget. Sammen med de øvrige Forslag til
Reformer af Skattevæsenet var det i 1900 undergivet
Folketings-kommissionens Behandling, hvorefter det paa ny blev indbragt.
Vi ser her det agrariske Standpunkt i Renkultur. Det var
Hensynet til de tiendeydende Bønder, der var det enebestemmende,
og Statskassen, som var udset til Offer. Bønderne skulde slippe
for den Byrde, de bar, og for at dette kunde ske, maatte Byrden
væltes over paa hele det øvrige Samfund. De Godsejere, hvis
Forfædre havde begaaet Uretten, skulde have fuldt Vederlag for alt,
hvad de maatte give Afkald paa.
Ifølge Forslaget skulde Tienden være Genstand for tvungen
Afløsning, hvor det krævedes enten af Tiendeejeren eller af et saa
stort Antal Tiendeydere, at de repræsenterede mindst to Tredjedele,
ikke blot af paagældende Tiendeydere, men ogsaa af den Tiende,
om hvis Afløsning Talen var. I første Tilfælde skulde der udredes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
