Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Strejflys over Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
285 Strejflys over Goethe.
Udtryk i Frankrig, Pope dens fineste i England, Holberg dens
afgørende i Norden. Oplysning er hans Grundvilje. Intet i hans
Væsen gaar ud over Aarhundredets Grænser.
Men hvad Ungdommen følte som sit Behov, var en dybere
gaaende Oppløjning af Sindene og derigennem en mere
gennemført Frigørelse. Den fornam sig i det gammeldags og daarligt
regerede, splittede Tyskland bastet og bundet, afrettet og
selskabeligt udmajet. Om Hænderne havde den Samfundets Haandjem og
over dem Selskabets Kniplingsmansjetter; paa Hovedet sad
Parykken; over Hovederne svævede Trostvang og fyrstelig Enevælde. I
Ansigterne klæbede almægtig Skik og Brug den sit Pudder og sin
Sminke. Silkestrømper paa Benene, Hatten under Armen, en unyttig
Paradekaarde ved Siden — saaledes var Rokkoko-Ynglingen, som
kunde bukke og føre sig, færdig.
Hans Hjerte bankede for mere end Oplysning; han attraaede
med stormende Voldsomhed en Omvæltning, ikke i den ydre
Verden, hvor han følte sin Afmagt, men i den indre, hvor han i sine
egne Øjne var Suveræn. Lys og Klarhed var ham ikke nok. Det.
som badede sig i Lyset, tilfredsstillede ham ikke; han attraaede
det hemmelighedsfulde, hvori det haandgribelige havde sine
Rødder. Jo mindre han som enkelt Menneske havde at betyde i
Samfund og Ståt, jo mere utvivlsomt han her kun var et Nummer, en
Skatteborger, en lydig Undersaat, des mere fyldtes og henryktes
han ved den Tanke, at han var en Del af det uendeligt Store, en
levende Gnist af den uendelige Flamme, og som en Jordens Borger
i Slægt med Jordens Aand.
Den enkelte havde noget guddommeligt i sig: sin Genius.
Denne Genius krævede Frihed for alle Dogmer i Liv, Kunst og
Videnskab saavel som i Religion. Alt, hvad Menneskene i
Aarhundredernes Løb havde opstablet af Indskrænkninger for den
enkeltes Frihed, var Vilkaarlighedens og Uretfærdighedens Udslag.
Det gjaldt da om at lyde sin Genius, ikke om at lyde nogen
udvortes Lov. Uden for den enkeltes Genius aabenbarede det
guddommelige sig i Naturen; derfor gjaldt det om at følge Naturen;
al Andagt var rettet mod Naturen.
Den sande Poesi, der var det højeste i Livet, det var ikke
den regeltro Talekunst, der var kommen fra Ludvigernes Frankrig;
det var den, som skabtes af de store enkelte, der uden Regeltvang
havde fulgt deres Genius, altsaa Homer, Ossian, Shakespeare. Den
fandtes i store Folkedigtninge som Bibelen, endelig i alle Nationers
Tilskueren 1903. l’J
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
