Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Strejflys over Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298
Strejflys over Goethe 29!>
hvilken Prometheus talte, da han udviklede Pandora, at naar
En i sit Inderste paa én Gang fornemmer alt, hvad der har faaet
hans Hjerte til at svulme, saa han i sin Følelse omspænder en
Verden — da dør Mennesket.
Alligevel er der en meget kendelig Forskel paa den
Grundstemning, af hvilken Prometheus og den, af hvilken Væddemaalet i
Faust er fremgaaet. Da Prometheus undfanges, tror Goethe endnu
paa en Pandora, et helligt Kar for alle Livets ypperste Gaver, og
paa, at Øjeblikket lader sig udvide til dette Kar. Bag
Væddemaalet i Faust ligger Fortvivlelse om Lykkens Opnaaelighed; man føler
ret vel, at dette tilhører modnere Aar og bitrere Erfaring. For at
kunne nedskrive det maa Goethe have gennemskuet de jordiske
Glæders Ringhed. Derfor taler hans Faust netop her om, at det
røde Guld som Kviksølv rinder ud af vore Hænder, om at Pigen
i min Favn allerede gør kælne Øjne til den næste, om at Ærens
skønne Luftsyn kun viser sig og svinder, om Livets Frugt, der
raadner, før man faar den plukket.
Men der kan selvfølgelig ingen Tvivl herske om, at Goethe,
da han nedskrev disse Linjer, som indleder Væddemaalets
Indgaaelse, har vidst, at og hvorledes han vilde lade sin Faust komme
til kort. — Hvad maatte man vente sig, hvad kunde tænkes at
ville fylde Fausts Hjerte saaledes, at han bad Øjeblikket dvæle
som for skønt til at det skulde fly? Hvor fattigt vort Liv end
kan være, vi kender alle saadanne Øjeblikke, forskellige alt efter
vor Natur. En føler den højeste Lykke i Feststemning, En ved
Vinding af uformodet Rigdom, En ved Skuet af en dejlig Natur,
En ved Nydelsen af den ypperste Kunst, den skønneste Musik, En
ved Tilfredsstillelsen af længe næret Ærgerrighed, En som elskende
og genelsket i Tilstaaelsens eller Foreningens Øjeblikke. Man
kunde tænke sig Faust som lykkelig enten naar han fandt den
Kvinde, som svarede til ham og henrykte ham helt, eller som
lykkelig ved en stor Opdagelse i Videnskab, et nyt Grundsyn paa
Verdensaltet.
Goethe har afvist alle disse Muligheder, der dog maa have
gledet hans indre Øje forbi, og har kun dvælet ved denne: Faust
foregriber en Fremtid, i hvilken han er bleven en Velgører for
Menneskene ved at skænke dem et Jordsmon, de selv uafbrudt
maa værne mod Havet. Saa langt er det fra, at han har glemt
sin Ungdoms Overbevisning om den lade, sikrede Lykkes ringe
Værd, at han i dette sidste Aandedræt udtaler Sætningen: „Kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
