Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 Hans E. Kinck
kommer i Bevægelse, kommer det med, bryder frem som en vild
Fos og bliver uimodstaaeligt. Thi det har i sig en Magt, som er
vældig, netop fordi den er dunkel. Det har sin Magt fra
Naturomgivelsernes voldsomme Kraft; det er en Stormflage fra det
hylende Høstnatvejr. Det har i sig Magt fra det, som har bidt
sig ind i Sindet, og er blevet saa meget vildere dér, fordi der
stedse er lagt Tavshed og Mørke over det; det er Udbruddet af
al Trods, der sættes mod Rædslerne, af al Haan over for den
Angest, der viser sig under Faderens skrattende Latter. Det har
sin Rod i en skjult Slægtsarv.
I Regelen er dette noget ondt, et Udslag af en
Ødelæggelsesdrift, som vækkes ved en rent tilfældig Omstændighed. Herman
Ek ser som Bam en stormslaaet Fugl ude paa Klipperne; han
vil tage den og pleje den. Men den flygter ræd, han vil jage den
ind i en Gang. Saa skriger den, et stygt Skrig, saa stygt, at
han aldrig havde tænkt det muligt, at et saa lidet Næb kunde
skrige saa stygt. Saa vaagner med ét Ødelæggelselsesdriften hos
ham. „Han sparkede efter den, hoppede op paa den, traadte og
tramped; han knuste Hovedet med Hælen. Det var ikke nok, han
blev ikke fri for den stivnede Vrede i Fugleøjet, — det var stort som
et Menneskeøje, videde sig underlig ud, trak sig sammen. Han
blev gaaende inde i Gangen, traadte paa Øjet i afsindigt Raseri.’1
Men saa tager den jagende Angest en hel ny Vej. „Bjerget under
Fyret var blevet barere efter dette, det lyste ikke i Solen ligedan
som før. Der var en anden Slags Vrede til i Verden, end det,
han kendte fra før. Han gik og studsed: havde Fngleøjet set
noget paa sin Rejse gennem Stormen? Han ledte og var
hemmelighedsfuld. Fuglen maatte have sat Spor og Tegn i selve Stenen!
Han gik og var ræd paa sit eget Bjerg." Og han faar ikke Ro,
før han blive hentet hjem til Hønsehuset og faar klappe og stryge
Rugehønen.
Det er netop dette ved Menneskene, Livsangesten,
Livsusikker-heden, som ægger og som kuer, der interesserer Kinck. Netop dette
stridende, bølgende i Menneskenes Sind, dette som kan tage saa
mange Veje, som kan blive til ilter Handling og til en underlig
forskræmt Sitren, — netop dette er det Kink elsker hos
Menneskene, Spillet mellem Livsvilje og Livsangest.
Derpaa er de to sammenhængende Romaner Sus og
Hugormen bygget. Herman Ek har faaet sit stride Sind fra Moderens
Skipperblod i sig, men ogsaa Faderens drømmende, forsagte Natur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
