Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Myther - I Hades
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452
Myther
her i Tavshedens Rige. Han kendte dem saa godt som den
sivende Regn over sit Hoved og som Akerons lien, kendte hver
enkelt Lyd for sig og vidste, hvad hver betød’ og sagde og meldte
om — han kendte dem som sit eget Hjertes Slag, og de var ham
evige og ligegyldige som det.
Men stundom, naar de tunge Taageskyer over Klipperne drev
bort, dæmrede det svagt ned over Flodens sivgroede Bredder og
Karons sammenbøjede Skikkelse — et Lys, saa mat og dunkelt
som gennem blegt og henvisnet Horn, et Lys som en blaanende
Menneskeaande, søgende ængsteligt og bedende ned gennem
Mørket, og naar det Lys blaanede over Karons Skaldepande,
glimtende i hans rynkede Øjenkroge, flyttede han sig uroligt og
utaal-modigt paa Sivlejet, skottende opad med et sky og forskende Blik,
til Skyerne atter drev for, og Lyset forsvandt, og han atter hugede
sig ned i det dybe, velkendte Mørke.
Og de fjerne Klager blev ved at mumle, og Regnen blev ved
at hviske, og Strømmen blev ved at ile i det samme, stadige
Mørke.
Men Karon rystede fortrædeligt paa Hovedet som for en
Bremse og skiftede Haanden i det hvide Skæg. Det var Dagen og
Livet og Lyset og alt det, han ikke kendte, og som ikke kom
ham ved, hvad skulde han da spejde for? Men ak, han følte
det — han fik ikke Fred siden — siden–—
Pludselig rykkede han sig hastigt tilbage, vendte sig halvt paa
Sivene og stirrede med opspilede Øjne opad — dér oppe paa den
låve, sumpige Bred stod der en Skikkelse, tavs og ubevægelig
mellem Poppelstammerne, og stirrede ned paa ham, en høj og
rank og gylden Skikkelse, glødende svagt i det klamme Mørke
som en Støtte af Guld. En Rad af gyldne Strenge glitrede mat,
en violblaa Kappe dæmrede frem, to store, klare Øjne stirrede
under Haarets Bryn.
„Hvem — hvem er du?" hæs lød Karons Røst, hæs af
timelang Tavshed og Kulde.
„Jeg er Orfeus," tonede det fra Mørket, fyldigt og blødt,
forunderligt levende i denne hviskende Tysthed, „Orfeus, Sangeren."
„Orfeus — hvordan er du kommet over Styx — uden Obol
og Færge?"
Orfeus rørte sig, som smilede han: „Jeg spillede din Færge
til mig, og den bar mig lydigt over Styxes Vande."
Karon stirrede paa ham, med bøjet Hoved, opadrynket Pande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
