Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
485
traadte paa ny ligesom med Eksportstemplet paa sig. O, du
elskelige københavnske Publikum! hvorledes skal nogensinde en stakkels
Kritiker af din Midte værdigen kunne besynge dig, saa at ogsaa
de fremmede Folk og de kommende Slægter maa kunne kende
dig. Det er paa Tide, at Kunsten kommer os til Hjælp og rejser
dit Billede midt paa Torvet — eller over den underjordiske —
du ubeskrivelige! som en moderne Sfinx: en dejlig Kvinde med et
Aalehoved, og paa Fodstykket prægnante Profiler af de
sandhedskærligste Journalister, din — og Lysets — Riddervagt!
Hvad var det, der gjorde Fru Hennings’ Kammerherreinde
Alving saa ægte — ud over det, at Kunstnerinden her for første
Gang i lang Tid havde Rollens Alder og Holdning? Det var vel
ikke først og fremmest det, at hun var den mater dolorosa eller —
da vi er nærmere paa den antike Tragedies Grund — den
skæbne-forfulgte Moder, som Fru Alving ogsaa er. Hertil fordres vel en
bredere Barm, et stærkere Skød, en Niobe-Stil, som denne
Kunstnerinde næppe magter. Det var heller ikke først og fremmest den
moderne Kvinde, der frigøres i Lidelsen, ved hvis Side Præsten
bliver saa lille; hertil hører en anden Myndighed og især et andet
Tonefald, end Fru Hennings raader over: Fru Alvings berømte
Ord om Maskinsømmen lød rigtignok ikke tungt som Runer. Det
var vel noget af begge, men det var dog nok især det, at denne
lidende Kvinde var, med Forlov at sige, den lidende
Kammerherreinde. Man saa en fin Dame, der blev til en stor Kvinde —
et lille Ansigt, hvorpaa der blev skrevet store Træk. Man husker
maaske, at Fru Hennings for adskillige Aar siden fortræffeligt
spillede Francilion i Dumas’ Stykke. Man gad den Gang gerne
vidst, hvad Livet senere vilde bringe ud af den lille tapre Dame.
Man har nu set det. Ligesom Ibsen overalt begynder, netop hvor
Dumas ender, saaledes har Fru Hennings nu i 1903 begyndt, hvor
hendes Kunst endte i 1896. Det var stor Kunst, Livets Kunst.
Ypperlig var ogsaa Hr. Jerndorff. Ved sin Finhed kommer
han altid — og mere og mere i de sidste Aar — nærmest efter,
ja lige efter dem, der har Geni. Denne Gang var han saa fin,
at Ibsens Figur — med dens Lystspil-Mindelser — synede næsten
grovt igennem. Det var ægte moderne Komedie, saa roligt og
sikkert, som om det var holbergsk: hans Holdning og Gang,
ligesom han gik i et bestandigt Regnvejr med Galocher paa; hans
Ansigt saa menløst og benløst som et Barns, saa ganske fra den
anden Side 1870; hans taagebløde Stemme. Allerfinest var hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
