Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Thalbitzer: Eskimoisk Digtekunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
505 Eskimoisk Digtekunst
SANG OM UNGORTOQ
Dengang vi drog ud der sydfra — da vi nærmede os fra
Kitsigsut-Øerne, ladende vor Baad ligne Is — ladende den forestille et Isfjæld —
se da kom atter Ungortoq ud af Døren — sin Søn havde han under
Armen — han skyggede over Øjnene med Haanden — spejdende ud
over Søen — (og sagde) hvor ofte har jeg ikke advaret jer — og sagt,
at Skrælingerne vilde komme — disse Folk med bare runde Hoveder.
Eskimoerne har ellers ikke foreviget deres Forfædres Bedrifter
i rytmiske Strofer, eller i melodiske Sange besunget deres Helte —
simpelt hen, fordi de aldrig har kendt til store Ledere. Maaske er
de fleste af de Digte, der nu kan optegnes, i og for sig ikke særlig
gamle — vi mangler Sammenligningsmateriale til at afgøre dette —
men Kunsten som saadan, den Kunst at digte, kan vel være lige
saa gammel som den Kunst at ro i Kajak.
Paa den kristnede Vestkyst af Grønland har al Trommesang
længe været forkætret. Missionen har ikke ment at kunne taale
den. Kun i Smug bevares Traditionen endnu et Par Steder, som
et rent betydningsløst Rudiment. Og hænder det, at Præsten faar
Nys om, at der er udført Trommedans et Sted i hans Distrikt, gør
han sig straks rejsefærdig for at straffe Hedenskabet, for at læse
de frafaldne Teksten. Sandsynligvis gaar det da især ud over
Stedets Kateket og Forstanderen, om der er nogen saadan.
Og Grønlænderne, der er ligesaa skikkelige Mennesker som
Præsten, lader gerne for en Tid deres Tromme hvile for at høie
paa, hvad den sortklædte Qavlhlunäq kan have at sige dem.
Maaske bliver det virkelig sidste Gang, de har sunget deres gamle
Sange paa dette Sted. — Men Hedningerne ved Smith Lund, paa
Baffinsland og ved Angmayssalik kan stadig have Lov til at synge
dem, de lykkelige Mennesker i Verdens yderste Egne.
W. Thalbitzer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
