Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rudolph Bergh: Wagners Siegfried paa vor Operascene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Wagners Siegfried paa vor Operascene
507
tionerne, just de lyseste og friskeste: Slutningen af 1ste Akt, hvor
Siegfried opbyder sin unge Styrke for at svejse og hamre Sværdet,
Natur-stemningrene i 2den Akt og den store Slutningsduet i 3dje Akt, som
udmunder i en Henrykkelsens Hymne til en sund og kraftig sanselig
Kærlighed; denne Slutning ligefrem straaler af Begejstring og Livsmod.
Har der været længe Tale om Siegfried og varede det længe, inden
det blev til Alvor med dens Fremkomst, saa er det i hvert Fald
glædeligt, at Forsøget, da det endelig kom til Udførelse, lykkedes gaa over al
Forventning godt.
Det synes virkelig, som om Sangere kan vokse med de Opgaver,
som stilles dem. I hvert Fald: Hr. Cornelius har aldrig sunget
eller spillet tilnærmelsesvis saa godt som her; hans Siegfried fortjener
den største Anerkendelse. Han har aabenbart sat et meget stort
Arbejde ind derpaa, og det er lykkedes ham at fylde den fordringsfulde
Rolle: hans Stemme klinger stort og smukt, og han bevæger sig med
Frihed, ungdommelig Friskhed og Frejdighed paa Scenen. Maaske kunde
han hist og her moderere sine Bevægelser noget; man savner til Tider
et noget mere personligt Udtryk i de skønne lyriske Partier, og man
kunde ønske enkelte Replikker af den store Slutningsduet lidt finere
behandlede, men som Helhed betragtet er det en stor Tilfredsstillelse, at
man har faaet en saa god Siegfried-Fremstiller herhjemme. Ogsaa Fru
Brun overtraf langt Forventningerne. Heller ikke hun har nogetsteds
sunget eller spillet saa godt som her i Siegfried. Hendes stadige
energiske Arbejde fortjener desuden al Respekt; hun har aflagt adskillige
Smaaskavanker, som tidligere virkede generende: hun snurrer ikke mere
paa r’erne (hvad derimod Hr. Cornelius er nær ved, naar han siger
drræbt); ogsaa Deklamationen paa de dybe Toner er, om end ikke god,
saa dog bedre end tidligere, og hendes Apparition og stumme Spil var
særdeles kønt. I Slutningsduetten klang de to Stemmer udmærket
sammen, og der var Varme, Hengivelse, Begejstring over begge Fremstillere.
Som Wotan hørtes først Hr. Helge Nissen, senere Hr. Fors ell.
Hr. Nissen var upaaklagelig, og hans Stemme har næsten en endnu
noblere Klang end Hr. Forseils, men nægtes kan det jo ikke, at denne
højnede Rollen betydeligt, tildelte Figuren langt større Liv, Myndighed og
menneskelig Varme; ogsaa hans Stemme trængte stærkere igennem.
Frøken Dons sang Erdas Strofer med Ro og Værdighed, og Frøken
Ida Møllers Stemme klang lys og skær; hvis det er Meningen, at kun
Siegfried skal forstaa de Ord, som Skovfuglen synger, saa lykkedes dette
udmærket; thi ingen paa Tilskuerpladsen har vist forstaaet ét Ord deraf.
Imidlertid har dette nok ikke været Wagners Mening. Af Fafners (Hr.
Max Mullers) Strofer forstod man derimod det allermeste, og hans
Stemme passede godt.
Endelig Alberich og Mime! Hr. C. Madsen, der debuterede som
Alberich, udmærkede sig ikke særligt, men ødelagde i hvert Fald ikke
Ensemblet. Mimes uhyre vanskelige Rolle havde Skuespiller J. Knudsen
overtaget, og man maa være ham taknemmelig herfor, da det inden for
Operapersonalet ikke vilde have været muligt at fmde nogen passende
Mand for dette Parti; at Hr. K. den sidste Aften, for ikke at hindre Op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
