Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. Fr. Rist: Landet i Vaade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
522
Landet i Vaade
og Tænderne slaaet ud. Det var stygt at se. Kvinder og Børn løb
for ham, men han var netop kær i Kvinder og Børn, og jo mer
han læspede for dem, jo mere bange blev de. Saa brugte han Vold.
Han spillede med en lille lavstammet Holstener, der sad nøgen
til Bæltestedet og med bare Fødder. De havde kun én Pibe at
røge af, en knækket hollandsk Lerpibe, der gik fra Mund til Mund.
Holstenerens snerrende Røst skar igennem alle de andres, han
grinede og lo, snoede og tvandt sit lange Fipskæg med sine korte,
skidne Fingre, kløede sin haarede Overkrop, og naar han vandt
kastede han sig tilbage og lo, saa de smaa onde Øjne blev helt
borte; men han havde dem alligevel med sig, naar Kvartermesteren
spillede ud eller naar de fyldte hans Sølvbæger, som han pressede
fast mellem Knæerne naar han ikke drak, thi det var hans eget og
lignede svært en Kalk fra en Kirke.
De slog i Bordet begge to og var betagne af Spillet, som
ufravendt blev fulgt af den Klynge, der havde slaaet Kreds om dem.
Trompeteren, en ganske ung, rødblond Fyr, lænede sig frem over
Bordet, saa Lyset nedenfra lyste ind i hans fedtede Mund, der halvt
smilende stod aaben i spændt Forventning, det skinnede over hans
buttede, røde Ansigt, de hvide Tænder og den stærkt opstrøgede
Knevelsbart. Hatten havde han strøget af. saa den hang ned ad
Ryggen i Stormsnoren om hans Hals, men Jernkrydset, som han
havde i Hattepullen for at bøde for Hug, sad over hans stubbede
Haar. Ved Siden af ham, halvt med Ryggen til, sad en underlig
Skikkelse. Det var Korporalen selv, en lang, krumrygget Mand,
mager som en Djævel, med mange Furer og Folder, Skrammer og
Ar og sort tottet Skæg om de smalle Læber og den spidse Hage.
De lyse, næsten hvide Øjne flakkede stadig spejdende om, naar han
sad stille, og Spidsen af Tungen gled idelig hen over Læberne.
Han indgød en sælsom, hel uforklarlig Skræk. Folkene skyede ham,
naar de kunde, af og til skottede de alle til ham, naar han var
til Stede, og ingen holdt af at ride alene med ham i Mørke. Men
naar han talte og var venlig, glemte de Frygten. Der var ingen,
de hellere hørte fortælle, end Korporalen. Naar han flk Tungen
paa Gled, kom der Liv i hans døde Ansigt, og lo han. saa Rynker
og Folder krøb frem om Øjne og Kinder helt op i hans skaldede
Pande, saa maatte de alle le, skønt hans Historier drev og
dryppede af Blod og Mord og Voldtægt og Raahed. Men saa kunde
han pludselig tie og se paa en af dem med et Blik, der fik den
kækkeste til at blegne, som om han saa’ et Genfærd eller Døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
