Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Foraarets Boger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
590
Foraarets Bøger
gøgle sig ned i den almindelige Slapheds Fællesgrav! Ikke slaa af, ikke
stemme ned! .Slaa op og tag dine Vaaben!" vilde han sige i en Tale
til Ungdommen, som han et Steds drømmer om at holde. .Hvem siger,
at du har Lov til at lægge ogsaa dig selv til Bedrøvelighedens store
Sum? ... Vi er jo alle medskyldige i den Forbrydelse, der har gjort
Livet til det kolde Helvede. Nej, lad os tale om Skønheden."
En uforsonlig Intransigens over for Livets Kompromiser, en trofast
Riddervagt om Ungdommens Idealer — det er det, der staar bagved den
nøjsomme og jævnmodig blaserede Tale i S. Kochs Bog: hans Keld
Jonsen er som en Vagtpost med Gevær ved Fod. „Taalmodighed og
Længsel* slutter Optegnelserne ,er mine bedste Venner, Taalmodigheden,
der finder sig i alt, og Længselen, der fordrer alt. * Samme Intransigens
og samme Fanatisme er det ogsaa, som udgør Kunstneren i ham. En
uforsonlig Sandhedssiger og en Skønhedens Ildtilbeder er han; han dyrker
med Haardnakkethed den magiske Ordets Kunst, som dirker Tingenes
Virkelighed op og støber de tarveligste Ingenting om i skøn Form.
Bogen forstaas og nydes kun, naar man i selv den simpleste Bemærkning
kan se alle Ordene stejle for at gaa helt paa egne Ben og ryste alt
Vanepaahæng af sig, — naar man mærker hvert Ord ligesom føie sig
frem paa Line, uden blot et Øjeblik at ville støtte sig til Banalitetens
Afstivere eller at tillade sig blot ét flot Frasesving ud til Siden. Stilfærdig
og langsommelig gaar Keld om og mærker sig de Smaating, der formaar
at sætte hans Nerver i en Smule Svingning, tager dem hjem med i sin
Ensomhed, vender og drejer paa dem, til han kan runebinde hver enkelt
i de helt rigtige og eneste rigtige Ord, som fæstner dem i Kunst. Der
var i et Selskab forleden det lille Likørglas, som stod paa Gulvet ved
Siden af en Dames gule Silkekjole og nu og da førtes op til hendes
glade Læber, og som han siden hen havde set skubbet bort under
Bordet, væltet, tomt, ganske forladt og udstødt af Festen. Eller der var fra
en Vandring over de nøgne Martsmarker alle Fuglelydene, man skulde
mærke sig: Lærkernes ubetydelige og uafladelige Kvidreri ude paa de
sorte Marker eller Kragernes graa Mæle højtoppe, som ikke vilde stanse
nu, da det skulde være Foraar . . . Ordene, han tegner sine smaa
Oplevelser ind i, er hverken mange eller sjældne, de er helt uanselige, synes
ganske almindelige, men de har den justesse, den sobre Rigtighed,
som synes afluret den franske Prosakunsts Meslre; hver Streg er draget
med saa renlig Præcision, hver Afskygning er sat saa sikkert og delikat
paa, og frem for alt gøres der aldrig mere ud af nogen Ting, end
der virkelig laa i den.
Ogsaa alskens Refleksioner over Liv og Død, alskens smaa
Humørsvingninger, han mærker paa sig, noterer Keld op i sin Dagbog, og de ser alle
ny og ejendommelige ud, selv om de er saa temmelig Allemandseje, fordi
den erfarede indre Oplevelse med saa pillen en Omhu er søgt urørt bragt
over paa Papiret. Det er om sin tunge Sorg og de dødes korte, triste
Erindringsliv hos de Efterlevende, det er om Aarstidernes skiftende
Befinden-der og sin underlige Afstandsfølelse overfor Livet, at Keld skriver i sære,
tint afstemte Ord. Noget søgt og pretiøst kan Ordene jo nok af og til
falde. Der tales undertiden om Erotik i samme skruede Stil som hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
