Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Foraarets Boger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Foraarets Bøger
591
Erik Skram: „Hölder vi af hinanden? Hvor megen Alvor tror De, der er
Plads til imellem os?" Det er Forfatteren en Morskab at gaa og låve
sindrige Billeder og nydelige poetiske Allegorier op om aandelige Foreteelser
— allerede „Haabet og den haabløse" var rig paa saadanne poetiske
Billedlig-gørelser —, men naar han tegner hele Landkort op med Bedrøvelighedens
Sø, Glædens faste Land, Sorgens smaa Aaer o. s. v., er vi ikke langt fra
Astrearomanens berømte Kort over „le pays du tendre".
Stærke sjælelige Oplevelser har Keld Jonson ikke at fortælle om i
sin Dagbog — han, den „livstrætte Vandrer, hvis Tur endnu ikke er
kommen igen"; i alle de Livsbegivenheder, „som man aabenbart skal tage
for fuldt Alvor", kan han oftest kun se ligegyldige Ingenting, som „man
ikke engang selv gider rejse sig ret op for". Og hans Originalitet som
Kunstner er jo hans gennemførte Vilje til ikke at opfiffe eller kolorere
sine Følelser det mindste, men at give dem netop saa lunkne og blegnæbede
som de er, — sin Forelskelse i Karen Emma, som han dog altid
sammenligner med den forrige og kun finder næstbedst, sin Medlidenhed
med Jens Faber, som dog kun er „en meget lille Følelse *, nærmest kun
„en Indgangsport til min stortbyggede Fornøjelse", over at have stukket
ham ud o. s. v. Ikke en Gang nogen sammenhængende Historie kan
han efter sin Natur låve ud af sine Oplevelser. Til alle de smaa,
underlige Ting, han oplever, har han kun at sige sit: „Jeg véd det ikke, jeg
véd det aldeles ikke"; de bliver ham kun smaa Streger, der ikke danner
nogen Figur, afrevne Stumper, „usle, korte Traade, uden Sammenhæng,
et Ingenting af Pjank og Ligegladhed". Og hans Kunstnersamvittighed
vilde anse det for Humbug at komponere en Historie frem deraf.
Simon Koch er egentlig ganske uden Udvikling bleven staaende ved den
Art Kunst, hvormed han for snart 10 Aar siden debuterede i „Taarnet".
Han forstaar at analysere en dagligdags Situation eller et hverdagsligt
Befindende ud til en helt fremmedartet Mærkelighed: at tænde sig en
frisk Cigar indeholder endnu i denne sidste Bog samme underbare Poesi for
ham som i hans gamle symbolistiske Dage. Og som den Gang elsker han at
oversætte aandelige Abstrakta i et træffende poetisk Billedsprog. Den
nye Bog falder egentlig fra hinanden i disse to Bestanddele. Og —
ligesom overfor hans Bog i Fjor — kan Læseren ikke undlade at føie
For-tællingsformen som en kejtet Omskrivning af Forfatterens naturlige
Udtryksmaade. Men saa er der tilsidst det Brev, som Inge Dyvel
skriver fra Oringe — et Brev, der i sin Fortræffelighed pludselig
aabenbarer en objektiv Skaberkraft hos Forfatteren, som tyder paa helt nye
Muligheder hos ham. Naar alt kommer til alt, er maaske overhovedet
det, at han stiller Inges naive, hidsige Livsbegær op imod sin Helts
afventende Afvisning af Livet, et godt Tegn paa, at den „unge Krigsmand"
mener Tiden inde til at tage Geværet fra Fod og selv spænde Hanen.
Om man ogsaa ikke i første Omgang fælder en Alberti, kan der jo være
meget, som er et Skud Krudt værd.
* *
*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
