Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mogens Falck: Menneskene. Uro. Mit Hus - Christian Rimestad: Mørket. O Hjerte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vers
735
— I mit Hus staar ved Alten det dækkede Bord;
man dækker det stadig til to —
Her lyder saa højt mine hviskede Ord,
og der sidder kun én
ved den dækkede Dug . . i den lydløse Ro.
Mogens Falck
MØRKET
Gamle Kvinder med de stille Øjne,
mere stille end de skjulte Sør,
hvor en evig Aftenro har sænket
sine ubevægelige Slør.
Blidere er Eders rene Aften
end hin Time, hvori Lyset dør.
Læber, som igennem Ensomheden.
Blodets røde Rigdom har forladt . . .
Mangen En, hvem Dagens Svulmen pinte,
blev af Eders Armod mild og mat;
mærked sig lidt nærmere ved Kilden,
ved den store, endelige Nat.
Frigjort, næsten, for det stride Pulsslag,
for Erindringen om det, de led,
synes de, fjernt i en isnet Verden
ane noget, som vi ikke ved,
vi der endnu tumler om i Dagen,
der er graadig, koglende og hed.
Blege Kvinder, I som aldrig kendte
Kyssets grusomme og syge Lyst,
I flk Tid og Trangen til at høre
Nattens hviskende og kyske Røst.
Mens vi søgte ind til Rusens Glemsel,
sov I ved det kolde Mørkets Bryst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
