Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Mørket. O Hjerte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
736
Vers
Aldrig har I kendt de Kvinders Vaande,
der maa bort fra Livets Trolddomsdag;
og hvis bange Brynde end vil drikke
Lysten i et utaalmodigt Drag;
og hvis Feber griber efter Magten
i et sidste og afmægtigt Tag.
Aldrig skulde Eders Legem kende
Livets hidsige og korte Glød.
I blev gamle. Der blev aldrig aabnet
for det stille, løndomsfulde Skød.
Er det derfor, Eders Mund og Øjne
har en Afglans af den store Død? . . .
Eders Blik har voldt, at Elskerinden
stundom blev os Damp og Drøm og Skum.
Det har gennemtrængt vor Sjæl som Natten,
stor og stum, ensformig dyb og stum,
naar vort Jeg opløser sig og suges
ind i Evighedens Stjernerum.
Underlige Timer, hvor al Livets
Sødme, Saft og Purpur bliver Drøm,
hvor den Dejlige, hvis Øjne mørknes
bag en Taage, glødende og øm,
svinder bort i vore Armes Afmagt,
mens vi bæres af den sorte Strøm.
Bæres af de blanke, sorte Vande
bort til Høstens og til Dødens Lund . . .
viljeløst, med tunge, lukte Øjne
og et fredfuldt Iskys paa vor Mund,
mens en salig Stilheds Almagt stiger
ned fra Himlen til vort Væsens Bund . . .
* *
*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
