Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Levin: Jonas Lie og hans Læsere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
855 Jonas Lie og hans Læsere
Ulykke, og ser først paa Dødslejet sit Barn igen, den utro Hustru
dræbes for at Luften i Hjemmet kan blive ren, Børnene, der er
fanget af noget nyt i Tiden uden at kunne arbejde sig fremad,
sprænges i "Luften, de er ikke bedre værd. Den Undskyldning
eller den Fordring, som Genierne fører med til saadanne
Skildringer, Lidenskaberne, som forskønner og forsvarer, den ubændige
Trang, der driver Mennesket fremad gennem Smerte og mod
fjærne Maal — alt sligt anerkender Lie ikke, saa lidt som Hjemmet
anerkender Geniet. Der er noget nedstemt i Tonen, stundom en
underlig smaastadsagtig Harcelleren over det nye. I Forretninger
er det nye for det meste Svindel, og det ender da ogsaa med
Fallit og Ulykke, og de Repræsentanter for nye aandelige
Bevægelser, der vover sig inden for de Lie’ske Hjem, er halvt latterlige,
eller underlige, melankolske, hjemløse Omstrejfere. Det er atter
denne reelle Fordring, denne haandfaste Opfattelse: alt hvad der
er usikker Kaldelse, alt det, der ikke kan omsættes til Arbejde,
det er intet værd. „Naar Forældre saadan maa holde det gamle
fast i det længste, saa er det tit, fordi de føler, at der endnu
ikke er naat til at bli rigtig Hold og Tag i det ny" — det
siges som en Trusel, der er „Hjærnesvækkelse" i Tiden, en hel ny
Epoke er faldet som et Skred over den, „her er saa meget
Fremtid i Luften, at en Ungdom, som vokser op med Hodet bare i de
Skyer, maa forstyrres––saa mange vil være Talenter
og være bevingede. Og saa kommer de ud i Vidtløftigheder og
blir ulykkelige" — lutter Skyggesider, altid Tagen Afstand, altid
den uigendriveligste Sandhed og ikke et Fnug af den geniale
Lidenskab, der pludselig drejer Verden, saa at ned kommer op.
Det vil sige, at saa snart Lies Romaner flyttes ud fra Hjemmene
og gribes af dem, der i Poesien vil finde nye Synspunkter,
verdensomfattende Tanker, stærke Grublerier og den mystiske
Forbindelse mellem den Enkelte og Tiden, der gør ham til et Geni,
saasnart en af de ensomme Læsere faar fat i disse Romaner, da
mister de deres Magt. De kan højst blive som en smuk Udflugt
bort fra det Væsentlige, men en Gennemlevelse af noget mægtigt
bliver de ikke. De kommer ikke ind i Ensomheden, fordi de ikke
er undfangede i den store Ensomhed, hvor de nye Tanker skabes
og bringes ud til Livet i tunge, stærke Ord. „Man kommer altid
til dette om Evigheden, — at Mennesket er alene, alene", svarer
Lie, „— og alt andet til syvende og sidst kun Larm og Støj
omkring én . . . Det er Sygdom, det, saadan at føie sig svimlende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
