Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sofus Larsen: Vore Folkevisers Form og Overlevering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
902
Vore Folkevisers Form og Overlevering
gaa ud fra, at Grunden dertil maa søges i bestemte praktiske
Forhold, som havde saa stor Betydning, at alle kunstneriske Hensyn
ved Siden deraf traadte i Skygge.
For at finde dette praktiske Forhold behøver vi heller ikke
at lede længe; det laa i Folkevisens nøje Forbindelse med
Dansen: Alle de strofisk byggede Sange med Omkvæd, der virkelig
skriver sig fra den danske Middelalder, er nemlig uden Undtagelse
digtede som Danseviser, og den Dans, hvortil de som Regel blev
sungne, var meget forskellig fra moderne Pardans: det var de
lange Kædedanse, hvor Deltagerne holdt hverandre i Hænderne
og snart dannede en eneste lang Række (Rej), snart sluttede sig
sammen i en Kreds (Ringdans, Carole).
Fælles for alle Ture — thi de nævnte Hovedarter delte sig
sikkert igen i mange forskellige Varianter — var Dansens
ejendommelige Leddeling. Den begyndte nemlig med, at en
Forsanger traadte frem, som i Haanden bar et eller andet Emblem
paa sin Værdighed, i Almindelighed et Sølvkar eller en
Rosenkrans 1). Han foredrog et indledende Vers eller Visens første Vers
samt Omkvædet og udførte samtidig alene de Dansebevægelser,
som svarede dertil4). Saa sluttede Deltagerne sig til ham —
efterhaanden flere og flere — og nu først tog den egentlige Dans sin
Begyndelse. Under denne foredrog Forsangeren, der, saa vidt man
kan slutte af de i Viserne givne Antydninger, tillige ledede Dansen
som Fordanser8), alene Visens Strofer, medens Omkvædet blev
sunget af alle de dansende.
Ud fra dette forstaar man, hvorfor der til en Vise altid hørte
et Omkvæd: Først gennem det blev Deltagerne medvirkende ogsaa
i Sangen. Som et mangetonigt Ekko klang de stemningsfulde
Ord paa ny efter hvert Vers, fængslede Opmærksomheden hos den
enkelte og bidrog til at forhøje Festglæden ved paa en Maade at
gøre alle til medspillende uden dog at stille for store Krav til
Hukommelse og Sangkunst.
For at denne Virkning kunde naas, maatte Omkvædet natur-
») Danm. gamle Folkeviser II, 307, 66. D. g. F. III, 72"2, 33. ») Se nedenfor
S. 905—6.
a) D. g. F. IV, 266, 6 sporger Kongen, da han hører Dansen gaa ude i det
fri, hvem den Ridder er, der træder Fordansen og kvæder over de andre;
af Sammenhængen fremgaar det tydeligt (smlgn. V. 7), at den, der danser
for og synger for, her er den samme, nemlig Hr. Iver Lange. Smlgn.
ogsaa D. g. F. III, 57, 11.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
