Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sofus Larsen: Vore Folkevisers Form og Overlevering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
906
Vore Folkevisers Form og Overlevering
Ordlyd samt den dertil hørende Melodi og vidste, hvilke Trin og
Bevægelser der svarede baade til Omkvædet og til Strofen. Forud
for den egentlige Dans maatte der altsaa gaa en Instruktion,
og denne blev utvivlsomt givet af den, der sang for og ledede
Dansen, ved Hjælp af det indledende Parti. Bestod dette
af en Strofe samt Omkvædet, behøvede Forsangeren blot at danse
langsomt rundt i Forsamlingen, medens han afsang dette, saa
vidste Deltagerne alt, hvad de behøvede at vide. Var det derimod
kun en Stevstamme, maatte han først alene synge denne, medens
Forsamlingen opmærksomt lyttede til og muligvis gentog den,
dernæst danse langsomt rundt, medens han afsang første Vers af
Visen og tilføjede Omkvædet paa de Steder, hvor Koret skulde falde
ind. Saa først kunde den egentlige Dans begynde1).
Men én Ting bliver dog stadig mærkelig: Naar
Indlednings-verset virkelig var et Instruktionsvers, hvorfor findes det da ikke
i alle Viser? For at besvare dette Spørgsmaal, maa vi atter kaste
et Blik paa de praktiske Forhold.
Der kom den Tid, da Dansevisen som enhver anden
kunstnerisk Form stagnerede, da Udviklingen gik i Staa, og man
væsentlig holdt sig til de rytmiske Skemaer og Melodier, der var
nedarvede fra svundne Dage, uden selv at skabe noget nyt. Disse
Skemaer og Melodier var dengang velkendte blandt Adelens Damer
og Herrer; ingen trængte længer til et Instruktionsvers som det,
der havde været en Nødvendighed i gamle Dage. Følgen var
naturligvis, at det kun blev holdt oppe ved Traditionens Magt og i
Almindelighed faldt bort ved de ny Viser, der digtedes i denne
Periode, som vel har frembragt største Parten af den Produktion,
vi kender. Men heller ikke i Digtene fra Visesangens
Blomstringstid (13. Aarh.) formaaede det i Længden at hævde sin Stilling, da
det havde tabt sin praktiske Betydning. Det blev oversprunget
ved Foredraget og gik efterhaanden i Glemmebogen. Kun en
Række Omkvæd, der ved dets Forsvinden er blevet halvt
meningsløse og uforstaaelige, vidner her om det Tab, den gamle
Kunstform i Tidens Løb har lidt.
For os er dette Resultat af Udviklingens Gang ret beklageligt;
thi dels har mange gamle Sange derved mistet et karakteristisk
Led, dels er vi paa denne Maade uden Tvivl gaaet tabt af en stor
’) Den Skildring, Naocorus (ed. Dahlmann I, 177—178) giver af
Ditmarskernes gamle Danse, bestyrker i høj Grad den her fremsatte
Formodning. De Sange, han havde for Øje, var rimeligvis Viser med Stevstamme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
