Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sofus Larsen: Vore Folkevisers Form og Overlevering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
921 Vore Folkevisers Form og Overlevering
hvor de bevaredes uberørte af fremmede Moder formodentlig til
langt ind i det 18. Aarh.; i afsides Egne af Landet holdt Dansene sig
endnu længere. Og efter at Dansene var gaaede af Brug, blev Viserne
Folkets eneste Poesi og kvædedes Tider igennem i de lange
Vinteraftener eller ved Sommertid, naar Arbejdet var endt. Deres naive
Tone og stærkt bevægede Handling faldt godt i Traad med de
jævne Folks Smag, og med trofast Sejghed holdt man fast baade
ved Visens Fabel og de fra Fædrene nedarvede Ord, som i
Bondens Mund ganske vist tidt møder os i en snurrig misforstaaet
Skikkelse, men dog ikke sjældent der har bibeholdt langt mere af
det oprindelige Præg end i den ofte vilkaarligt omdigtede
Adels-tradition. Jeg skal — som Slutning paa den her givne Skildring
— oplyse dette med et Eksempel.
En forresten temmelig sen Vise1) handler om en Riddersmand,
der vinder en ung Jomfrus Kærlighed og mødes med hende om
Natten i Lunden. Ved Dagens Frembrud advarer hun ham for
sine syv Brødre, der ikke vil skaane ham, hvis de kan faa fat i
ham. Han svarer frejdigt, at han vil væbne sig og ride dem i
Møde. Hvis de vil give ham hende til Ægte, vil han betragte dem
som Brødre; hvis ikke, er han parat til at tage Kampen op med
dem alle. Han træffer dem ogsaa, de afviser uforsonligt hans
Tilbud, Kampen begynder, og de fældes alle. Jomfruen sørger, da han
bringer hende Tidende om deres Død; men Kærligheden er stærk:
saa højt elsker hun ham, at hun erklærer trods alt at ville leve
Livet ved hans Side, og dette Svar indleder hun med en Lignelse,
der i Adelstraditionen2) har faaet følgende mærkelige Form:
Der stander et Træ udi vor Gaard,
Jeg acter, det er en rønne,
Stor Hiertens sorg oc lønlig qvide
Saa ilde monne de lønne.
Der stander et Træ udi vor Gaard,
Det bær saa mangt et Pære,
Lønlig Sorrig oc Hiertens qvide
De ere saa tunge at bære
I Bondetraditionens mange Udløbere svarer hertil kun ét Vers,
der varieres paa den mærkeligste Maade. Som Prøve paa de
forskellige Affattelser, af hvilke nogle er ret snurrige, hidsættes følgende3):
Der stander en Lind i min kære Faders Gaard,
jeg tror. det bliver til en Lilje;
tilsammen gror Rod, og tilsammen gror Top,
tilsammen gror begge vores Vilje.
’) D g. F. Nr. 416. s) D. g. F. VU, 220, 26-27. 8) D.g.F.VII, 222, 12; 223,
13; 226, 11; 226, 10; 228, 9 ; 230, 9 ; 231, 12; 233, 11 (bis); 234, 13.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
