Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julius Clausen: Brevet som litterær Ejendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
932
Brevet som litterær Ejendom
foreløbig gaa ud fra, at Brevskriveren har Retten til Indholdet af
sit Brev og dermed Retten til alene at raade for dets
Offentliggørelse. Det har dog tydelig nok, da han skrev Brevet og sendte
det af Sted, ingen Sinde været hans Hensigt eller Tanke, at
Modtageren skulde have nogen materiel Fordel heraf.
Men, vil man videre spørge, ud fra hvilke nøjere Synspunkter
bestaar denne Brevskriverens Ret, eller hvilken Ret er det, som
krænkes, hvis Modtageren offentliggør det alene for hans Øjne
bestemte Brev; og gælder endelig denne Ret for Brevskaber af
enhver Art, for tilfældige Meddelelser som for intime Familiebreve,
for en Forretningsnotits som for litterære eller videnskabelige
Redegørelser? Her hører Enigheden mellem de lærde op. En fransk
Jurist (Advokat Tissier), som har gjort dette Spørgsmaal til
Genstand for en meget indgaaende Undersøgelse, drager her for det
første en Grænse mellem, hvad han kalder confidentielle og
ikke-confidentielle Breve, og mener, at det er denne Grænse, som maa
drage Skellet mellem Brevskriverens og Modtagerens
Dispositionsret. Han gaar fremdeles ud fra, at Bevarelsen af
Brevhemmeligheden er en selvforstaaet, stiltiende Overenskomst mellem de to,
knyttet til selve Brevet, og at navnlig Modtageren maa respektere
denne, hvorfor han heller ikke kan offentliggøre Brevet uden med
Afsenderens Samtykke. Hvad den sidste Betragtning angaar, er
den jo væsentlig moralsk og hviler paa saadanne etiske
Principper, der vel sædvanlig danner Grundlaget for en Gentlemans
Optræden og Livsførelse; men den synes rigtignok kun i ringe
Grad at kunne være den Basis, hvorpaa Lovgivningen kan operere,
der jo ogsaa maa tage Hensyn til Individernes mindre
regelmæssige Handlemaade og ikke kan nøjes med at bygge paa stiltiende
Pagter. Hvad der ud fra dette Synspunkt kan siges om
Adressatens Adfærd ved at offentliggøre et alene for ham bestemt Brev,
bliver, at han gør sig skyldig i en Krænkelse af Privatlivets Fred.
Juridisk set kan Hr. Tissiers Betragtninger maaske forsvares —
jeg tillader mig ikke at have nogen Mening herom. Og naar den
franske Advokat fremdeles skelner mellem Breve af fortroligt
Indhold og det modsatte som Grundlaget for en Retskrænkelse, følger
han aabenbart samme Tankegang. Det er fra en personretlig
Synsvinkel, han tilkender Brevskriveren Retten til sit Brev.
Mand og Mand imellem er nok ogsaa denne Opfattelse den
almindeligste, fordi man deducerer mere ud fra, hvad der almindelig
maa anses for honnet og billigt, end fra hvad Lovens Krav er.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
