Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julius Clausen: Brevet som litterær Ejendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
933 Brevet som litterær Ejendom
Meget oplysende er i saa Henseende, hvad der passerede
herhjemme, da Pædagogen og Litteraturhistorikeren Peder Hjort i
1867 udgav første Samling af .Udvalg af Breve fra danske Mænd
og Kvinder". Hjort havde gennem mange Aar staaet i
Korrespondance med en Række af Aandslivets fremragende Personer fra vor
litterære Guldalder, og han udgav nu en betydelig Del af denne
Korrespondance, der — som det var at vente — indeholder
aldeles fortræffelige Bidrag til den danske Litteraturs Historie,
foruden meget biografisk Stof, — en sprudlende og rig Kilde, af hvilken
mange siden efter har øst. Men medens vi nu uden Skrupler
glæder os ved denne Samling, var Glæden ikke saa ublandet ved
dens Fremkomst for seks og tredive Aar siden, da en betydelig
Del af de Personer, fra hvem Hjort offentliggjorde Breve, endnu
levede, og der i disse Breve omtaltes ligeledes levende
Tredjemænd, ikke altid paa nogen smigrende Maade (saaledes Hauch om
H. G. Andersens Ungdomsdigtning). Hjort havde uden Tvivl her
gjort sig skyldig i en stor Taktløshed, og Nemesis udeblev ikke.
Rundt om i Pressen rejste der sig en Storm mod den ulykkelige
Brevudgiver; Samlingen havde vakt almindelig Indignation, hed
det, den var en Plet paa Hjorts Navn, fordi han havde misbrugt
vist Fortrolighed og tilsølet Folk. Ogsaa Hauch, fra hvem
Samlingen indeholder c. 70 Breve, tog til Orde og protesterede mod
Hjorts Fremgangsmaade. Denne ansaa det omsider for nødvendigt
at tage til Genmæle, hvilket skete i et særskilt udgivet
Postscriptum. Heri skriver han bl. a., at Forlæggeren havde anmodet ham
om i Forvejen at indhente vedkommende Brevskriveres, eller for
saa vidt de var døde, deres Familiers Samtykke. Dette havde
Hjort lovet, men af hans Postscriptum faar man tillige at vide,
at han har opfyldt dette Løfte paa en ejendommelig Maade, idet
han saaledes kun har forevist Hauch 6 Breve og forelæst ham 1.
Hvorfor ikke dem alle — spørger man uvilkaarligt. Svaret bliver
det forbløffende: fordi Hjort kun ansaa disse Breve for tvivlsomme.
Han udvikler sit Standpunkt i følgende Ord, der er overordentlig
oplysende for vor Undersøgelse: „Meningen af hint Løfte kunde
godt være — hvad den naturligvis ogsaa var — at forevise de
tvivlsomme Breve, men ingenlunde alle Brevene, hvilke som helst.
Hvorfor skulde sligt ogsaa være sket? Vedkommende Brevskriver
eller Slægtning skulde dog ikke være en Medudgiver eller
Overdommer? En (juridisk) Ret til at give Samtykke anerkender jeg
ikke. men vel en (lige overfor staaende) meget vigtig (moralsk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
