Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tage Bull: Alexander Dumas père
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexandre Dumas pére
981
over dette Ungdomsarbejde. Sørgespillet laa ikke for ham; dér
viser hans Evners Begrænsning sig meget stærkt. Ca li gul a og
Antony er fremragende Arbejder, men deres bedste Egenskaber
skyldes netop ikke det tragiske Element i dem; det samme gælder
om Charles VII chez ses grands vassaux, hvor Reminiscenser
fra Walter Scott og Schillers Jungfrau von Orléans tilmed
fremtræder altfor tydeligt og til Tider højst malplaceret: de
pragtfulde Ord, med hvilke Lord Talbot ender sit Liv, har Dumas taget
omtrent ordret fra Schiller; men medens de klinger ganske
naturligt i Munden paa en filosoferende Stormand, skurrer de stærkt,
naar de deklameres af en fangen Saracener. Charles VII er maaske
dog det bedste Skuespil, Dumas har skrevet. Det er paa Vers, og
skønt Dumas ikke var nogen Digter, viser hans beundringsværdige
Teaterfærdighed sig netop i Versene, som ikke er lyrisk-melodiøse
men rent dramatiske og derigennem (særlig i første Akt) yderst
virkningsfulde.
I nogle mindre Skuespil (Un Mariage sous Louis XV, Les
Demoiselles de Saint-Cyr o. s. v.) viser Dumas sig i sit bedste
Lys. Disse Stykkers dramatiske Struktur er opbygget med mesterlig
Logik; — særlig Mademoiselle de Belle-lsle er en nydelig
comedietta, hvis sindrige Intrige og graciøse Dialog ejer en
indtagende og ganske personlig Elegance. Desværre staar hans senere
dramatiske Arbejder ikke paa samme Højde; hans
Overdrivelses-lyst, Mangel paa Ideer og altfor grelle Effekter træder stærkere
frem, jo ældre han bliver. Særlig uheldige er de Stykker, han
uddrog af sine Romaner — dog med i det mindste én Undtagelse:
La Reine Margot, hvor navnlig Optrinet med den forgiftede
Bog (i fjerde Akt) besidder en tragisk Kraft uden Sidestykke.
Ungdomsarbejdet La Tour de Nesle hæver sig ganske vist
lige saa højt, men dets Virkemidler er af en anden Art: jeg
kender intet i dramatisk Litteratur, som i intens Spænding naar
den berømte Fængselsscene i tredje Akt, hvor Buridan løses af
sine Baand. La Tour de Nesle, „Melodramernes Krone", er i øvrigt
i andre Retninger saare angribeligt; den Fremstilling, det giver af
middelalderlige Forhold og Tilstande er mere end fantastisk.
Den gamle Dumas var hele sit Liv igennem umaadelig
forfængelig og satte sine egne Værker meget højt. Saa meget desto
smukkere er det, at hans ekspansive Natur ogsaa over andre udøste
Lovord med den samme højmodige Generøsitet som den, hvormed
han bortødslede de kolossale Summer, hans Forfatterskab indbragte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
