Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tage Bull: Alexander Dumas père
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
982
Alexandre Dumas pére 982
ham. Den gamle Dumas anerkendte saaledes i høje Toner sin
Søns dramatiske Evner: „Hans Talent er ganske personligt; han
har ikke arvet det efter mig. Jeg er den første til at indrømme,
at jeg ikke vilde have kunnet skrive Værker som Le
Demi-Monde, Diane de Lys og La Dame aux Camélias."
Betegnende nok tilføjer han straks efter: „Men jeg kan noget andet;
jeg kan skrive Antony, Le Comte Hermann og La
Con-science;" — hvilket, som Blaze de Bury har bemærket, minder
ikke saa lidt om en Passus i Voltaire’s Breve, hvor han meddeler
en Ven, at han lige har læst Beaumarchais’ Mémoires: „De er
umaadelig aandfulde; men Du maa indrømme mig, at der kræves
mere for at skrive Alzire og Zaire."
II
Det er bekendt, at den historiske Bevægelse oprindelig udgik
fra Walter Scott, for hvem Dumas nærede en dyb Beundring.
Deres Evners Art er lige populær, deres historiske Interesse har
samme Tendens: Gengivelse af det kuriøse i Fortidens Liv, en
samvittighedsfuld Iagttagelse af den historiske Kostumering,
Forkærlighed for Smaatræk, Hang til det anekdotiske og en dyb human
Sympati for Borgere og Smaafolk, af hvilke de begge har tegnet
ypperlige Typer. Dumas sad inde med mindre Lærdom end Scott,
men han forstod bedre at udnytte sin Viden til Fordel for den
romaneske Eksposition; hvad hans Skildringer savner i Nøjagtighed
erstattes ved malerisk Kraft og en vis hjertelig bonhomie, som
virker overordentlig indtagende. Ét Punkt er unægtelig
mistænkeligt: Dumas er aldrig kedelig. Det er et stort Spørgsmaal, om
der overhovedet nogen Sinde har levet en Forfatter, der i højere
Grad ejede Evnen til at underholde, til at magnetisere Læserens
Opmærksomhed saa uafbrudt som den gamle Dumas. Det beror vel
til Dels paa, at faa Skribenter saa stærkt som Dumas har levet med i
deres Fiktioner: han føler den dybeste Deltagelse for de optrædende
Personers Skæbner; man mærker, at han med hele sin Interesse
er med i Arbejdet og at hans Historier først og fremmest morer
ham selv. Den „overfladiske" Dumas græd sine modige Taarer,
da han, for at faa en Afslutning paa sin Roman, saa’ sig
nødsaget til at lade Porthos omkomme (i 26de Bind af Le Vicomte
de Bragelonne). —
Som man kan se af Dumas’ talrige Udtalelser om sin Behand-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
