Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tage Bull: Alexander Dumas père
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexandre Dumas pére
989
en saa udsøgt Elegance, en saa aristokratisk Finhed, at næppe
meget i den historiske Roman kan sættes ved Siden af ham.
Desværre staar Fortsættelserne (Vingt ans aprés, Le
vi-comte de Bragelonne) ikke paa samme Højde. Den
beklagelige Mangel paa kunstnerisk Intensitet sætter Læserens
Taal-modighed paa en haard Prøve og gør det ikke sjældent vanskeligt
at nyde Dumas’ uendelige Processioner af Bind. Den enorme
Lykke, som Musketererne gjorde, havde øget Læseverdenens
Begærlighed efter mere af samme Art saa stærkt, at selv en Dumas’
Arbejdsevne var utilstrækkelig til at tilfredsstille den. Dels af denne
Grund, dels fordi hans meningsløse Ødselhed stadig satte ham i
Forlegenhed, tog han sin Tilflugt til et i kunstnerisk Henseende
saare misligt Middel: at tage Medarbejdere1). Forholdet mellem
dem og ham er meget vanskeligt at udrede, da de kun
undtagelsesvis nævnes og deres Antal desuden er legio. Det er lige saa
ørkesløst og vistnok ogsaa lige saa umuligt at naa til fuld Klarhed paa
dette Punkt, som det vilde være at forfatte en kronologisk
Fortegnelse over den skønne Helenes Elskere. Medarbejdernes Rolle var
ganske underordnet og bestod væsentligt i at opspore historiske
Emner, som Dumas kunde anvende eller som han i alt Fald gav deres
endelige Form. Der er ikke saa lidt Sandhed i en henrivende
suffisant Udtalelse af Dumas: „Jeg har Medarbejdere som Napoleon havde
Generaler" — de Værker, Medarbejderne selvstændigt forfattede,
staar da ogsaa langt under dem, de skrev sammen med Dumas.
Vi véd altsaa ikke sikkert, hvor meget der i hver enkelt
Roman skyldes Dumas selv; derimod véd vi, at han for et Par
Værkers Vedkommende har tilladt andre Skribenter at udgive egne
Produkter med hans Navn paa Titelbladet. Les deux Diane
(10 Bind, 184t>) er kun nominelt af Dumas, som uden at genere
sig i det fjerneste tilstod, at han end ikke havde læst den! —
Den skyldes i Virkeligheden udelukkende Paul Meurice. Lige saa
villigt indrømmede Dumas om Le Ghasseur de Sauvagine (af
G. de Cherville), at hans personlige Medvirken indskrænkede sig
til at have sat Prikken over i’et i Titlens sidste Ord. Værre er
dog de Plagiatbeskyldninger, man gentagne Gange har rettet imod
ham. Mærkeligt nok har hans Modstandere næsten altid været
’) De vigtigste var üaillardet, Jules de Saint-Ft’llx, Anicet Bourgeois og
fremfor alle Auguste Macquet. I Aprilnummeret af Revue
Biblio-Icono-graphique har Charles Glinel leveret et interessant, men desværre altfor
kortfattet Bidrag til Forstaaelsen af Forholdet mellem Dumas og Macquet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
