Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tage Bull: Alexander Dumas père
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexandre Dumas pére
991
almindelige Udtryk, er han altfor tilbøjelig til en romantisk
Deklamation, der, naar den er bedst, er en slet Efterligning af
Chateaubriand, naar han er værst. Dumas havde ikke Théophile Gautier’s
kunstneriske Øje og omhyggelige Pensel; hvor Gautier tegner og
maler, fortæller Dumas bare — og gør det fortræffeligt. Tyskland,
Rusland, Schweitz, Algier, Spanien, Australien, Ægypten — Lande,
han kendte ud og ind, og Riger, hvor han aldrig havde sat sine
Ben — beskriver han med den samme Verve, den samme Lystighed
og smittende Livsglæde, som er et saa mærkeligt Fænomen i det
bedrøvelige nittende Aarhundrede1). Men det bedste, han har
frembragt i denne Genre, er utvivlsomt hans Memoirer. Hvor er
det Skade, at de ikke gaar længere end til 1833 — og at de kun
er i 22 Bind! Deres absolutte Paalidelighed kan vel drages i Tvivl,
de er næppe troværdige i alle Enkeltheder, — de er sikkert et
fuldgyldigt Udtryk for Tiden, det mest levende, det mest
instruktive og det morsomste document humain, man kan tænke sig. I
de andre Værker, hvori han har behandlet sine personlige
Oplevelser (Causeries, Les morts vont vite, Souvenirs
drama tiqu es etc.) er Helhedsindtrykket mere uensartet; de staar
— med en eneste Undtagelse — baade i litterær og historisk
Værdi under Memoirerne. Den nævnte Undtagelse er det lille
Bind, der bærer Titlen Histoire de mes bétes, som mærkelig
nok er forfattet saa sent som 1867, da Dumas var „udvanced in
years, declined in health".
Bogen er skrevet med en Lethed, en Ynde, en navnlig i
fransk Litteratur sjælden Humor, og er desuden særlig
tiltrækkende ved den uimodstaaelige merriment, der gaar gennem
Fremstillingen fra Ende til anden.
Dumas havde Forudsætninger til at kunne skrive Memoirer
som faa andre: han havde oplevet meget og besad en eminent
Evne til at fortælle det. Der gives omtrent ikke den Ting paa
Jorden, som han ikke har givet sig af med i kortere eller længere
Tid; han har foretaget lange Bejser, kendt utallige Mennesker og
indtaget alle mulige Stillinger: Historiograf for Hertugen af Mont-
>) Se f. Eks. Mes Mémoirés, t. IX, ch. CCXXXI, p. 131. „On est gai,
parce que l’on se porte bien, parce qu’on a un bon estomac, parce qu’on n’a
pas de niotifs de cha^rin. Cela, c’est la galté de tout le monde. Mais moi,
j’ai la gaitO persislante ...Alors la seule gaité permise était la gatté
sata-nique, la pite do Méphistophéles ou de Manfred... J’avais, comme les autres,
mis un masque sur mon visajre" (p. 133).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
