Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Møller: Pastor Ifversens Sag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pastor Ifvereens Sag
1013
Tunge, blot fordi den er blevet stillet friere? Men hvis ikke, da har vi
fremdeles de usømmelige Krænkelser af Privatfolk og deres Omgangskres,
og vi har fremdeles den onde Opirren af store Kredse ved en enkelt, i
og for sig fuldstændig betydningsløs „Sjælesørgers" Skyld!
Man vil maaske svare, at Folk bør virkelig vænne sig af med at
forlange Højtidelighed. Men man skal vogte sig for at tage Menneskene
for andet, end hvad de foreløbig er. Gør man ikke det. kan nemlig let
baade de enkelte Mennesker og Samfundet tage Skade.
Naturligvis er det Snak hen i Vejret, naar selv kloge gejstlige
forsikrer, at i samme Øjeblik Ægteskabet gøres til en blot og bar borgerlig
Kontrakt, er det ude med Ægteskabets Stedsevarighed eller Langvarighed.
Vi ser dog Dag for Dag to Mennesker indgaa Kompagniskab om Dit eller
Dat, uden at de to Mennesker fra første Færd eller siden hen stræber
efter bare at faa Kompagniskabet opløst. Hvis Kompagnonerne er
aandeligt kontrakts-myndige, hvis de er tilpas redelige og fornuftige Mennesker,
saa holder de sammen Aar ud, Aar ind, hele Livet igennem eller til der
hænder den ene eller dem begge et og andet, som gør dem
Kompagniskabet uudholdeligt. Af hvad Grund skulde det gaa anderledes i
borgerligt Ægte-Kompagniskab, som jo da tilmed har andre og stærkere
Sammenknytninger? Det vil sige, . . . forudsat at Ægtefællerne er
„kontrakts-myndige". Men her møder Tvivlen En. Ikke alle borgerligt
kontraherende véd at lempe sig, efter Evne, lang Tid igennem under et
Kontraktsforhold. Ser man f. Eks. hen til Tyende-Forholdet, vil man
ikke kunne undgaa at studse over, saa tidt og saa taabeligt som det
brydes for rene Bagatellers Skyld. Men paa mange af den Slags Naturer,
som er rappe til at smøge af sig, blot et Baand snærer en Kende, paa
dem har Højtidelighed ved Baands-Paalæggelsen nu engang en Del
Indflydelse. Baandet kommer tidt til at synes dem hemmelighedsfuldere
spundet. Forholdet er omtrent som ved Edsaflæggelse. Det er jo
nærmest Naragtighed, naar Retten forlanger Ed af adskillige iblandt os: vi
siger paa Forhaand, saa godt vi formaar, den fulde og sande Sandhed,
enten vi skal beedige vort Udsagn eller ej gør hverken fra eller til. Men
der er andre, og ikke saa faa, hvem Beedigelsen faar baade til at
anspænde sig og til at besinde sig. Den, der har overværet offentlige
Strafferetsforhandlinger i katolske Lande (hvor Edsaflæggelsen har en
noget højtideligere Form end hos os), vil have kunnet se endog
overraskende Eksempler paa, hvad Formens Højtidsfuldhed kan have at betyde.
Og saa er der desuden den Stemning, soin Kirkerum eller
kirkeligt Ceremoniel gerne vækker. Genopvækkes denne Stemning tidt og
kraftigt siden hen gennem Erindringen, saa kan dens forædlende Indflydelse
paa de paagældendes Sindelag og Handling blive endog meget stor. Men
selv om der slet ikke „tænkes" mer paa den, saasnart den er forduftet,
bør den dog ikke derfor anses for t’rugtløs. Den er altid for et Menneske,
hvad en enkelt grødefuld Solskinsdag er for en Plante under ublidt Vejrlig.
Naar Kirkevæsnets Højtidsfuldhed har været hin mægtige Kultiverer, som
alle véd, - mindre maaske en Kultiverer af den menneskelige Intelligens
end af flet menneskelige Følelsesliv! — saa skyldes det fremfor alt dette:
at Kirken lik fat i Folk netop i de usædvanlige Øjeblikke af deres Liv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
