Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Herbert Spencer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
Herbert Spencer
de individuelle Kræfter, er dog, som allerede omtalt, Slægten og
dens Livsvilkaar hans Hovedsynspunkt. Og det ikke blot, naar
han vender sig mod Fortiden for at gruble over, hvorledes det
nærværende Udviklingstrin er naaet, men ogsaa, naar han vender
sig mod Fremtiden. Det etiske Maal er for ham den fuldstændige
Udvikling af det menneskelige i Retning af større Rigdom, større
Enhed og større Klarhed. Den højeste Ærgerrighed, siger han,
som det gode Menneske kan nære, er den at deltage i Arbejdet
paa at realisere det menneskelige, at frembringe det sande
Menneske („the making of man"). Ud imod dette fjerne Maal, der
kun vil kunne naas gennem mange Kampe, ser den enkelte, naar
han betænker sit Livs og sin Evnes Grænse. Men endnu videre
ud gaar Spencers Tanke. Saa ivrigt han fastholder Udviklingens
Lov overalt, saa er han dog overbevist om, at den kun gælder
Erfaringens endelige Verden. Vor betingede og begrænsede
Erkendelse aabner os ikke Adgang til Tilværelsens Inderste, der er
og forbliver et Mysterium. Vi har — mener Spencer — ingen
Ret til at antage, at de Love — først og fremmest
Udviklingsloven — vi kan paavise i Erfaringen, gælder for den uendelige
Kraft, der ligger til Grund for alle Fænomener. Om denne
uendelige Kraft taler Spencer ofte med en Mystikers Begejstring. Det
er i Anerkendelsen af den, at han finder en Mulighed for en
Forsoning af Religion og Videnskab. Tlji ligesom Videnskaben maa
indrømme, at Tilværelsen tilsidst staar som et Mysterium, Tanken
aldrig kan udtømme, saaledes indrømmer Religionen, jo mere den
antager højere Former, at der er et Mysterium, som ingen
Forestilling kan udtrykke.
Spencers Kritikere finder med Rette, at denne Forsoning
mellem Religion og Videnskab er illusorisk og inkonsekvent. Hvorfra
véd Spencer, at Udviklingsbegrebet ikke har Gyldighed ud over
vor Erfaring? Hans Lære er her en uheldig Eftervirkning af
Kants Lære om „Ding an sich". Ogsaa Kant fastslog uden
Berettigelse en fuldstændig Modsætning mellem det bekendte og det
ubekendte. — Og hvad Religionen angaar, vil i hvert Tilfælde de
dogmatisk udformede Religioner næppe finde sig tilfredse med, at
det absolute Mysterium anvises dem som deres egentlige Tumleplads.
De vigtigste Indvendinger, som er gjort og kan gøres mod
Spencer, er af erkendelses-teoretisk Art. I sin Iver for at samle,
systematisere og deducere bliver han ofte ukritisk. Hans
Hovedinteresse er at stille Udviklingsbegrebet i saa klar Belysning som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
