Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Troen paa Naturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13 Troen paa Naturen
grund for at hæves svimlende højt: til Delagtighed i en
overmenneskelig Magt
Hvis blot ikke denne ny Magt var illusorisk. At opgive
menneskelig Magt for at faa Del i en overmenneskelig kan være som
at slippe det opnaaelige for at gribe efter et Luftsyn. Fantasiens
og Forestillingens Udvidelseskraft har spillet Menneskene mangt et
Puds. Sikkert er det, at Marcus Aurelius ikke blev nogen lykkelig
Mand ved sin LivskunsL Forsøget paa at sætte sig paa
Verdensaltets Plads var et Forsøg „over Evne", et tragisk Forsøg. Det
syntes at være en aristokratisk Tankesport, dette at sætte sig paa
hele Naturens Plads og ville dens Vilje. Det var en aandelig Idræt
for Konger, at lege Zevs eller Jupiter. Men det var i Længden en
trist Leg at skulle anstrenge sig for at ville ikke blot det gode,
men ogsaa det gemene. Med fuld Bevidsthed at ville alt det
grusomme, som forøves i Lidenskabens halvbevidste Rus, eller endog
alt det frygtelige, som forøves af de ubevidste Naturkræfter, —
dette skulde være at leve med i det guddommelige Liv. En
Tortur maatte det være at sætte sig paa Verdensviljens Plads: være
med paa at gøre ondt og godt i Flæng; dræbe og give Liv; uddele
Sygdom og Rundhed; alle Former af Fryd og Pinsel paa én Gang!
Saasnart den højest tænkelige Form af en Verdensmonark var
formet færdig i Menneskenes Fantasi, viste det sig, at det maatte
være forfærdeligt at være en saadan Guddom. Bare det at sætte
sig af og til i Fantasien paa hans Plads blev noget af den værste
Selvpinsel, som Mennesketanken har opfundet. Det forgiftede
Livsglæden; det svækkede Modet til at leve og handle.
Renan fortæller om Marcus Aurelius, at „han bar med sig
overalt sit blege Aasyn, sit blide og resignerede Udtryk, sin
Hjertesygdom. Han gik med smaa Skridt, og han talte ikke uden med
dæmpet Stemme.* Vistnok gennemførte ingen af de gamle
Stoikere Tanken om Naturens Almagt med fuld logisk Konsekvens.
Man troede, at det indre Liv var en Frihedens Fæstning.
Naturnødvendigheden raadede blot over Legemet og de ydre Goder og
Onder, som ikke burde regnes for Goder og Onder. Den sande
Vismand foragtede disse ydre Glæder og Smerter og trak sig mest
muligt ind i sin Skal. Som Kejser var Marcus Aurelius vistnok
nødt til at handle og kæmpe. Men i sine Fristunder søgte han
Lykken ved al gaa i Kloster i sine egne Tanker og Stemninger.
For den, som var det romerske Samfunds Spidse, Lederen af
hundrede Millioners fælles Arbejde og fælles Kampe, blev den største
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
