Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
91
rettet paa at faa det til at løbe Folk koldt ned ad Ryggen. Men eet er
Tragedie, et andet at faa Gaasehud paa Kroppen. Det lik man ogsaa at
føie ved Opførelsen af Oscar Wildes „Salome’ (paa samme Teater). Det
var mindre et Drama end „en Akt", som det rigtigt betegnedes paa
Programmet — i samme Forstand hvori man taler om en Henrettelsesakt
og lignende. Og hvad der henrettedes var desværre Stykkets Poesi, der
vel er giftig, men ikke mere end Emnet fordrer. Det var da engang et
Mønster paa slet Iscenesættelse. Et enkelt Træk kan vise det. En god
Iagttager, der har set Stykket i Tyskland, fortæller mig, at naar den sorte
Bøddel her har faaet Tetrarkens Ring til Tegn paa, at han skal dræbe
Profeten, forsvinder han med den i Hulen som om han var sunken i
Jorden. Det ses — og huskes — som et Blink. Paa Dagmarteatret
bevæger han sig med afmaalte Skridt hen til Gisternen og stiger gravitetisk
ned i den — saa langsomt som om han fulgte Lig. Her spiller man
nemlig „Tragedie". Og saaledes overalt: Soldaterne, der sladrer paa
Posten, udraaber deres Replikker som Vægtervers; de halvberusede Gæster
til højre tier som en Mur; Salome selv i Baggrunden — paa de tyske
Teatre ligger hun paa østerlandsk Vis paa Maven med Hænderne under
Hagen paa en Marmorbænk i Forgrunden og siger sine Replikker ud i Luften
— indtil hun kommer frem og danser en Mavedans i Stedet for den, der
foreskrives i Teksten (med tilhyllet Legeme og nøgne Fødder „som hvide
Duer-): endelig Herodes, den blomsterkransede elegante Vellvstning, den
spraglede Parvenufyrste, som en gammel Jøde, der har Pip.
Paa den Maade gik al Smagen — .Smagen af Blod eller var det
maaske Smagen af Elskov", som Salome siger — af Stykket, og kun
den ramme Lugt blev tilbage. En ikke altfor strikst dresseret
Rovdyrgruppe paa aaben Arena vilde paa Flertallet af Tilskuerne, der vist ikke
flk mere ud af Stilens Højsangstoner, end Jyden af en Præken, have haft
den samme Virkning. Men naar man først begynder at lege raat med
Uhyggen, ved man ikke mere, hvad Tragedie er — for saa vidt er det
rigtigt nok, at vi trænger til lidt heibergsk Æstetik igen.
Ja, det er sandt, saa har man paa det kongelige Teater spillet
Bygmester Solness igen. Der staar „Bygmester Solness", men Teatret
spillede det. som om det hed „Arkitekt Solness" — som et borgerligt
Skuespil med sørgelig Udgang], ikke som1 en Tragedie. Der var intet
Perspektiv deri, som der dog er i Stykket — fra „Bygmesteren" til Digteren
og bag om ham til noget endnu større og almenere: Prometheus-Aanden,
Titanen, der svimler over sit eget Værk. Af denne syge Titan var der
intet hos Dr. Mantzius — der var Hovedpine, Nervøsitet, ogsaa
Nervekraft, men Solness, som aandeligt virksomme og selvraadige Mænd
begynder at forstaa, naar de er 40, og bliver fortrolige med, naar de er 60,
var der ikke. Naar han med sin tørre Stemme, der synes at komme lige
fra Hjernen, giver sig til at tale om sine Luftslotte, tror man ham ikke
ret. fordi der sidder ham noget i Halsen, der gør hans Ord til Løgn.
Men tydeligst saas rigtignok Afstanden fra Tragedien i Frk. Antonsens
Fru Solness. Det er da ret en gribende Skikkelse, denne Fru Solness, der
ved sin Mands Skyld aldrig er blevet Kvinde, som skulde været Hustru
og Moder og i Stedet har maattet lege med Dukker. Det er der mange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
