Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
Teatrene
Kvinder, der maa. Der er en Ekstirpation af Moderevnen, som kan
frembringe den sælsomste Tragik i en Kvindes Liv. Karin Michaelis kunde
maaske digte derom, naar hun ikke mere leger .Lillemor" (hvad der jo
virker lidt genant, som om man saa en voksen Dame med udvoksne
Lægge i Mamelukker), og Fru Hennings, men vistnok ogsaa hun alene,
kunde fremstille saadan en gammel Dukkekone. Frøken Antonsen spillede
hende saadan, at en jævngod Prokurator vilde have kunnet skaffe hendes
Mand frifunden, hvis han ved en langsom Gift havde søgt at skille sig af
med dette Huskors.
Saa var der til al god Lykke den norske Fru Dybvad. Det var —
med det eneste Ord, der passer — overbevisende. Man hører endnu
for sig hendes Svar paa Solness’ Spørgsmaal om, hvad hun hedder: Jeg
hedder jo Hilde! — saa roligt forundret, som om man kunde se det paa
hende. Det kunde man netop ogsaa. Ja, naturligvis, det var Hilde. Det
var ogsaa Norge. Der er maaske nok nogen gækkende Romantik med i
Spillet: Nordmændene er jo undertiden lige saa indtagne i vort Sprog
som vi i deres. Men man behøvede blot at luire Fru Dybvad sige
„Luftslotte" saa det sang i det og Hr. Mantzius gentage det, for at forstaa, at
det danske Sprog alligevel ikke er Henrik Ibsens Sprog. Saaledes havde
man nu helt igennem, ganske uden for Digterens Hensigt, en Fornemmelse
af, at den forundringsfulde norske Pige i Grunden gik og undredes paa,
hvorfor Dere var saa kjedelige her nede i København.
Dette forundringsfriske var det allermest indtagende ved Fru
Dybvads Kunst. Temperamentet endnu mere end Teknikken. Og dette
Temperament virkede saa urfriskt, fordi det ikke var et bestemt komisk eller
et bestemt tragisk Anlæg, men — netop hvad vi længes efter og trænger
til — en Mulighed for begge. Det var ligesom fra Satyrtiden. Fru
Dybvads Puk i „ Skærsommernatsdrømmen * var en Satyr, Natur og Kunst i
ét, Urskuespilleren: Sproget lutter Naturtoner, Musik, som de første
Menneskers Tale maa have været. Kroppen lutler Mimik — Skuespiller
til — ja med — Taaspidserne. Det var, hinsides de æstetiske Kategorier,
Skuespillets Aand — som Satyren var det — som endnu ikke er blevet
enten Komedie eller Tragedie, men som kan blive til allehaande: en
El-skovsjagt og en Æselskomedie.
Blot vi havde noget af dette Satyrlune i vore Komedier — det falder
jo lidt fattigt, naar James Singleton er Efteraaret.? eneste Satyr, og han
skrivei- endda ikke Komedier. Men vi har da Holberg. Gudskelov.
Ligesom Svenskerne hver Sommer hölder Bellmansdag i Djurgården, burde
vi hver Vinter holde Holbergsdag paa det kgl. Teater. Saaledes mindedes
ni an da ogsaa i Aar den tredje December, Teatret havde gjort sit —
Teatret gør altid sit, men ikke gerne mere; ellers kunde man vel nok have
faaet „Barselstuen" færdig — ved at sætte baade „Erasmus Montanus"
og „De Usynlige" paa Plakaten. Til Stede var, i et tomt Parket, af
særligt interesserede: Hs. Excellence Krigsministeren (for det gode Forhold
mellem Folket og Hæren’s Skyld; se femte Akt af „Erasmus Montanus"),
Professoren i de nordiske Sprog ved Universitetet (for Holbergs Skyld) og
undertegnede (for Morskabs Skyld).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
