Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Teatrene
aarets bedste Komedie — den glade Kunst, det store frie Satyrspil, som
vi trænger til, Bellmansl’esten i vort merke og skidne Efteraar.
Fra Holberg maa man nogle Trin ned for at naa det Plan, hvor
Efteraarets øvrige Komedier belinder sig. Mens jeg er ved Naturalierne,
er det jo glædeligt nok, at vort Publikum ogsaa ved andre Lejligheder
uden at kny har fundet sig i en endogsaa ret dristig Skæmt med
Elskovens Naturside — det er i alt Fald et godt Grundlag for en
respektabel offentlig Moral paa det Omraade. Men Spøgen maa da ogsaa være
god og ren d. v. s. ublandet. Renest var den paa Folketeatret i Max
Dreyers „Livets Dal". Meningen var ogsaa god og drøj nok — en
rigtig Forpagter-Vittighed, men Forfatteren var for længe om den.
Allerede Titlen „Livets Dal" (d. e. den Bygd, hvorfra Landet henter sine
Ammer) lød i alt Fald paa Dansk som en ikke helt vellykket Vittighed.
Og saaledes var Stykket: et Epigram, der ikke kunde blive til en
Komedie. Finere gik det paa det kgl. Teater med , Figuran tinden" af
François de Curel (atter en uheldig Titel: „En Stadskone" eller „En
Skyggekone" var vist tydeligere). Der var god gallisk Skæmt, sund
Sans for det kun altfor menneskelige i de meget forlibte Haneben, som
den meget fremragende Politiker uden at kompromittere sin Portefeuille
opfører for sin lille Frue, som han har valgt til at repræsentere i sin
Salon, og hvis Sovekammerdør han til sidst bestormer som en
Landsknægt. Men maaske nok denne Cupido tager sig bedre ud paa Dansk
i Harlekinsdragt end i rød Vest og Monocle. Og alt hvad heraf fulgte:
Kampen mellen Skyggekonen og Elskerinden om det de véd nok, men som
man ikke plejer at sige paa et kongeligt Teater, den raa Maade, hvorpaa den
første, da hun har sejret, hoverer over den sidste, den langmodige Hanrej
med sin Vilje — man maatte af og til tage sig i det, tint var det ikke.
Men saa blev det henrivende spillet, ret en blochsk Aften med
Professoren over det hele og Fruen midt i Spillet med sin allerbedste Kunst
som den unge Pige, hvis Dulgthed eller Muthed, hvad man nu skal kalde
det, kun er et Puppeskjul om den rigeste Kvindelighed. Fru Bloch kunde
vist aldrig spille Dronning, men hun kan til Fuldkommenhed spille
Askepot, der bliver Prinsesse.
Den morsomste eller lærerigste Figur var dog den bedragne
Ægtemand. I den gamle Komedie var en Hanrej en Hanrej og en ædel
Fader en ædel Fader. Men Hr. Mantzius’ Professor var — og skulde
være — en Forening af begge. Det var ligesom en Titelfigur til vore
Dages Komedie.
Den Maade, hvorpaa i „Figurantinden" det alvorlige, ja rørende er
blandet sammen med det latterlige og frivole’, er nok ikke blot
betegnende for fransk Lystspilsmag for Tiden. Det viser, hvad Publikum helst
gider set og Forfatterne staar sig bedst ved at give. Det er
Sammensmeltningen eller Sammen fedtningen paa Teatret. 1 Capus’ , De Ægtemænd
de Ægtemænd" (paa Dagmarteatret) og især i Pierre Wolffs ,En Hemmelighed
som alle véd" paa Kasino, træffer man den samme Blanding. Den lille
illegitime „Hemmelighed" er nu — et yndigt Teaterbarn, der kan bringe
en Moders, og især en Tantes, Hjerte til at banke og faa Jeronimus
til at lege Hyphest. Det er hverken til at le eller græde over. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
