Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Livets Ironi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
Livets Ironi 124
Man kan, for at sikre sig Eksperimentets Almengyldighed, tænke
sig alle mulige, alle optænkelige, endelige Bestemmelser tillagte Tingen;
det vil altid blive det samme, lige saa sikkert, som at Ilt og Brint
altid vil give Vand.
Det kan da ikke være nogen endelig Bestemmelse ved Tingen,
der volder den væsentlige Værdiforringelse allerede i Erobringens
Øjeblik. Det kan derimod være, og kan ifølge Eksperimentet
ikke være andet end dette: at det absolutte som Baggrund, mod
hvilken Tingen blev set, og med hvilken Tingen gik i ét, saa længe
man saa’ den paa Afstand, — er borte, i det Øjeblik man har
naaet Tingen og nu ser det stedse blivende, det uendelige Svælg,
som skiller den fra det absolutte.
Saa snart derimod Tingen ikke længer er stillet op for
Fremtidsudsigten, som Livets Maal; ikke længer ses mod det absoluttes
Himmel som Baggrund, men er sunken ned iblandt
Hverdagstingene, som ses mod Jorden, — ja, da kan den ses nærved eller
paa Afstand, ligesom man vil, og saa tidt man vil, — det hverken
vinder eller taber den ved i Henseende til Værdi1. — —
Jeg kommer kørende med Posten hen ad Landevejen. Jeg
sidder paa Bukken hos Kusken. Foran os har vi en Skov, ind i
hvilken Landevejens hvide Linie taber sig. Det er mod Aften, og
bag ved Skoven staar Himlen flammerød. — Det er, som om dette
var den fortryllede Skov, den dunkle Indgang til Aftenrødens
skinnende Rige. Mens vi kører gennem Skoven, blæser Postkarlen i
sit Horn. — Da vi kommer ud paa den anden Side, staar
Aftenrøden der endnu, lige saa straalende og lige saa fjern som før.
Men bag os ligger Skoven, ensom og forladt. Den er endnu
længere borte fra den røde Himmel, end jeg selv.–-
Der kom et Udvandrerskib sejlende ind i New Yorks Havn
1 Gentagelsens uheldige Virkninger over for Begejstring beror
ingenlunde paa Vanens sløvende Indflydelse. At spise Smørrebrød f. Eks. er jo en
Nydelse, man er ret vant til; men Gentagelsen forringer den ikke, thi den har
intet med Begejstring eller med det absolutte at gøre. — Gentagelsens
værdi-ødelæggende Magt beror paa, at saa snart man fra Øjeblikket b betragter sit
første Møde med Tingen i Øjeblikket a, da befinder inan sig imellem
Øjeblikket o og det absolutte, og denne Adskillelse mellem Tingen i o og det
absolutte bliver En mere og mere klar i de følgende Øjeblikke ede, hvis den
ikke straks var En fuldkommen tydelig. Naar den fuldkomne Tydelighed paa
dette Punkt indtræder, gaar Tingen ud af Begejstringens Tegn og synker ned
blandt Hverdagstingene. Og saa gør Gentagelsen den ikke noget i Henseende
til Værdi; den formaar blot i visse Tilfælde at svække Sanseindtrykket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
