Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdemar Rørdam: En Stump Selvbiografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
En Stump Selvbiografi 136
til Ernestine, en sød lille Pige i blomstret Musselin. Det tilhører
den tyske Litteratur, som en Efterklang af Kapers Elementarbuch.
Det 14-aars Rimbrev staar ellers ene. Først da jeg som
15-aarig Stud. art. paa en Gang flk lo nye Flammer, kom der
Fart i Lyriken. Den landlige hørte til Ferierne og fik derfor færre
Vers, kun hvad jeg trods Sejl- Køre- og Fodture nødvendig maatte
have frem. Men i København var der Tid nok — at tage fra
Timerne. Min Græsklærer, afdøde Professor Søren Sørensen, sagde
tit til mig: „De ender paa Ladegaarden, Rørdam!" Han faar
sandsynligvis Ret. Den Gang lo jeg kun ad det.
Jeg snød fra Græsken for at høre Georg Brandes og fra alle
Fag for at møde min Elskede. Jeg mødte hende i Købmagergade
paa Vejen til Frk Zahle, i Amaliegade, naar Kejseren kom. Jeg
stod timevis i plaskende Regn og stirrede op til hendes Vinduer.
I næsten to Aar elskede jeg hende uden for Ferierne trofast, fik
aldrig Mod til at tiltale hende, men passede hende op, fulgte efter
hende, ventede paa hende, sad om Aftenen og skrev Vers til hende,
og solgte mine Bøger og pantsatte mit Tøj for at købe
Elfenbens-papir at renskrive de smukkeste paa. Dem sendte jeg hende. Det
var en hel Pakke, da hendes Far sendte dem til min Far.
Med en slet 1ste Karakter rejste jeg til Jylland, til Askov
Højskole, hvor jeg paa Schrøders Opfordring skrev en Sang til
Mindefesten for min beundrede Helt, General Bülow; den blev
aftrykt i „Nationaltidende"; første Gang jeg traadte frem for al
Folket som Versemager.
Fra Højskolen rejste jeg over og tog Filosofikum; saa gik det
atter den jyske Vej, denne Gang til Hannæs, hvor jeg blev
Huslærer. Jeg havde det Held at komme til en Familie, som
hverken ved Dannelse eller Godhed bandt mig til sig i Fritiden. Jeg
holdt mig derfor paa mit Kammer, søgte og fandt Gæstfrihed
langt ude i Egnen, eller strejfede om under aaben Himmel.
Og Landet var herligt, Hannæs og Nordthy, med Limfjorden
og Vejlerne, med vældige Bakkedrag og vidtstrakte Heder, med
Eng og Klit, Bulbjærg og Vesterhavet. Dag og Nat gik jeg der,
ude i Ensomheden, og fik for hele Livet et nordjysk Hjerte.
Samlivet med denne Natur tog mig stærkere og fyldte mig dybere
end noget menneskeligt Forhold; dette Samlivs Kampe og
Saligheder fulgte mig hjem til de ensomme Timer, bølgede og bruste i
mig, I il jeg gav dem Ord at hvile i. I de lange Aftener sad jeg
paa mit Kammer mellem det utætte Vindue og den gloende Kak-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
