Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Ridder Roland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
Ridder Roland
skæver til hans, hvor det tilbageholdte Grin fortrækker hans
Mundvige; han gætter, hvilken kranieagtig Latter Krøblingen vil slaa
op, og hvor han for Tidkort vil skrive Ridderens Gravskrift i
Vejstøvet med sin Krykke, hvis Roland følger hans Raad. Men
han gør det, helt føjelig, uden Frygt eller Stolthed, uden nyvakt
Haab, nu da Maalet er i Sigte, blot med en mødig Glæde over,
at det omsider kan blive forbi, med opblussende Længsel efter
Undergang. Han følte sig som en syg Mand, der ligger som død
og hører sine Venner trække Vejret friere og røre paa sig og drøfte
Jordefærden; han ønsker blot, han ikke maa gøre deres ømme
Omhu til Skamme og leve videre. Roland havde lidt saa længe paa
sin Færd, han havde saa tidt hørt, at det vilde gaa ham ilde som
de andre Riddere, der havde søgt det mørke Taarn, nu følte han
kun rolig Fortvivlelse, og det tyktes ham bedst at gaa til Grunde
som de andre.
Dagen havde været tung og øde, nu dunkledes den yderligere
mod Aften, men skød en barsk rød Straale ud, som den lo ved
at se Sletten fange den vejvilde Ridder. For Stien var pludselig
bleven borte, Landet var graa Slette rundt om ud til Synskredsens
Rand, en lurvet forsulten Slette, hvor intet trivedes. Man skulde
tro, Klinte og Vortemælk kunde have ynglet frit der, men alting
var armt, goldt og forvrænget; Dommedags Ud maatte til for at
læge dette Sted og forkalke dets Jord. Naar en pjaltet
Tissel-stængel løftede sig over de andre, var dens Top hugget af; de
sure sortladne Skræppeblade var hullede og forrevne, som om et
ondt Dyr havde trampet hen over dem og maset Livet af dem.
Græsset voksede sparsomt som Haar paa spedalskes Hoveder, kun
tørre tynde Straa stod som Prikker i Mudderet, der saa’ ud, som
det var æltet med Blod. En stiv, blind Hest, saa mager, at alle
dens Knogler stirrede frem, stod sløvt her, hvor den saa var
kommen fra: maaske et Udgangsøg fra Djævelens Stald. Den
kunde lige saa godt være død som levende, som den stod og
strakte sin røde, kluntede og tynde Hals, med de lukkede Øjne
under den rustne Man; den var saa ynkelig og sært forvrænget
at se paa; han kom til at hade den: den maatte være ond for at
fortjene en saadan Pine.
Roland tvinger sine Tanker bort fra Ødet om ham, tilbage
mod sine Minder. Som en Mand kræver Vin før Kampen, ønsker
han at styrke sig ved et Drag af Fortidens lykkeligere Syn. Han
ser for sig et Par af sine Venner, et rødmusset Ansigt under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
